teret af Politibetjente og Konstabler, anskridende og hilste paa de to Løitnanter — én premier og én sekond -, som udgjorde Overbefalet.
Soldaterne præsenterte Gevær.
Byfogden — der altsaa for Anledningen var i Borgermesters Sted — bar en Bog under Armen.
«Haa haa! — han er da saa klok, han har Bønneboka med, lel!» var der en, som raabte.
«Forstaar du inte, at det er Svarteboka, da — Tosken? — Du kan da vel se, hu er mest likesaa svart som Byfogden og han Gamle-Erik sjøl!» retted en anden.
— Det bølgende Folkemylder øged for hvert Sekund; thi fra alle Gader kom nysgjerrige i flommevis skyllende til. Endog Barnepiger med Smaabørn paa Armen var at se i Stimlen.
Selv Borgerpatrioterne og deres Fruer og Frøkner voved at kikke ud af sine Vinduer; ja, der var saamen dem, som dristed sig til at gaa helt ud af Huset — nemlig de, der havde Altan.
— Puksténs-Tropperne var kommet tilbage i væbnet Stand, og Mængden tog paa at trække sig tættere sammen om den uniformerte Gruppe ved Veierhuset.
Da traadte Byfogden frem, slog til Lyd og opfordred til øieblikkelig Fjernelse.
