foer ivejret Rype-Steggen,
flaksed kakklende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for Bukkens Fod paa Eggen,
Bukken gjorde halt omkring,
satte med et Himmelspring
udfor Dybet med oss begge!
Bag oss Bergets svarte Vægge,
under oss en bundløst Slug!
Først vi kløvte Lag av Taager,
kløvte saa en Flok av Maager,
som igjennem Luften vigende
fløj till alle Kanter skrikende.
Nedad, uden Stands, foer Toget.
Men i Dybet glittred noget
hvidlet, som en Rensdyrsbug. –
Moer, det var vort eget Billed,
som igjennem Fjellsjø-Stillet
opp mod Vandets Skorpe piled
i den samme vilde Fart,
som i den vi nedad kiled.
- Peer! Gud fri meg –! Si det snart –!
Bukk fra luften, Bukk fra Bunden,
stangedes i samme Stunden
saa at Skummet om oss klasked.
Ja, der laa vi nu og plasked. –
