Hopp til innhold

Side:Peer Gynt.djvu/182

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

skreget selv og påvist trangen

til dets brug i folkesangen. –
Skralt man dog min idræt skatter. –
Nu, jeg tror, min sorg du fatter.
Tak, at du har lånt mig øre; –
ved du råd, så lad mig høre!

PEER GYNT

(Sagte)
Der står skrvet: man får tude
med de ulve, som er ude.
(Høyt)
Kære ven, så vidt jeg husker
findes i Marokko busker,
hvor en flok orangutanger
lever uden tolk og sanger; –
deres mål lød malebarisk! –
Det var smukt og exemplarisk, –
dersom De, lig andre standsmænd,
vandred ud til gavn for landsmænd –

HUHU

Tak, at du har lånt mig øre; –
som du råder, vil jeg gøre.
(Med en stor gebærde)
Østen har forstødt sin sanger!
Vesten har orangutanger!
(Han går)

BEGRIFFENFELDT

Nå, var han sig selv? jeg skulde det mene.
Af SIT EGET han er fyldt, og af det alene.
Han er SIG i alt, hvad han giver fra sig, –

SIG SELV i kraft