18de November.
I denne paa glædelige Tidender saa fattige Tid kan jeg ikke undlade at optegne, at Capt. Brochmann var her i Eftermiddag og viste mig Havre, indhøstet igaar, saa tør og kjærnefuld og i alle Maader ufordærvet, at han vil bruge den til Sædehavre. Det er altsaa at formode, at de i vor Egn, der have høstet fordærvet Sæd, tildeels selv ere Skyld deri, fordi de, ligesom hine, der fik raat, ubrugeligt Høe, have forhastet sig og ikke oppebiet Tørken, som dog omsider kom. At opsætte Kornhøsten til sidste Halvdeel af November, synes rigtignok at være en betænkelig Sag, men iaar seer man dog, at de handlede klogest, der gjorde som Fabius, qui cunctando restituit rem.
19de November.
Posten bragte idag yderst mærkelige Tidender. Følgerne lade sig ikke beregne, og kunne maaskee volde en Forandring i hele Europas Situation. Napoleon har maattet forlade Rusland, den franske Armee er to Gange slagen, og Tingene staae paa en heel mislig Fod. Dette siges næsten med rene Ord i Statstidenden, og det, som er det synderligste, under Artikelen Kjøbenhavn, hvori man næsten aner Forbud paa, at vor Regjering vil forandre System, dersom Napoleons Uheld vedbliver. Skulde denne beundringsværdige Sol virkelig være i Dalen? Skulde det store Moment være kommet, da det største, mægtigste Menneske, Aartusinder har frembragt, skal høre det afgjørende: „Hertil skal du komme og ikke længer.“ At vort Fædreland i økonomisk Henseende vil vinde derved, er troligt, men at Tidsalderens vederstyggelige Aand vil falde med Napoleon, derom tvivler jeg. Det er endog at befrygte, at den vil reise sig med fordoblet Vælde, og at, om og den militære Despotisme svækkes, Penge-Aristokratiet desto enevældigere vil udbrede sig. Dog vor Tilstander desværre saa sørgelig, at Fred, Handelsfrihed og Finant-
