for Chicane og for Ansvar. Jeg misunder ret Juell, der ordentlig synes at forrette det con amore, og den besynderlige Omstændelighed, hvormed han kan udbrede sig over enhver Ting, er mig i lige Grad ubegribelig og uopnaaelig. Imidlertid troer jeg, det er muligt at fatte sig meget kortere end min gode Ven gjør, og trods al min Ulyst og Udygtighed til det Væsen, har jeg uden Tvivl et Talent at bringe Tingene til Endelighed, som han ikke besidder eller i det mindste ikke anvender. Men det, hvori Juell er mig aldeles uerstattelig, er hans Taalmodighed og Nøiagtighed i Regnskabsvæsenet; deri kan jeg aldrig blive hans Lige. Han viste mig i Morges en Seddel fra Hans Hauge som er bleven Inspecteur i Saugenes District, saa slet baade i Orthographie og Stiil, at jeg ikke begriber, hvorledes den Mand har faaet de Bøger skrevne, som roulere under hans Navn. At de i andre Henseender intet due, vedkommer ikke den Sag, men Bekjendtskab med og Omhu i at skrive sit Modersmaal røber dog den Forfatter, og saa godt et Brev kunde min Niels skrive. Jeg forstaaer det ikke, thi at nogen litterat Mand i hans Navn skulde have skrevet alt det Sludder, eller at han skulde have havt en Haandskriver og blot dicteret denne, kan jeg heller ikke troe. Ogsaa fortalte Juell, at der i Aggers Sogneselskabs første Samling paa Frøen igaar havde hersket en meget raa og vild Tone, og at den Colletske Kreds, der vel hører til den fine Verden, men udmærker sig ikke ved fine Sæder, havde ført Ordet med Støi og Skraal og uteerlige Viser, samt gjort sig lystig over Verten, som vel er en indbildsk og naragtig Person med megen manqueret Levemaade, men som vist ikke bliver en Smule klogere ved slig Adfærd, men derimod letteligen kunde bevæges til at nægte Selskabet sit Huus til Samlingssted, og saaledes sætte det i ny Forlegenhed.
17de October.
Wulfsberg forelæste mig en Tale, han vilde holde paa
