sion mellem de sammenstødende Naboemenigheder: Byen, Slottet, Aggers og Opslo. Til denne som til flere specielle og generelle Bispeformaninger, inclusive den berømte epistola encyclica, som jeg til min Forundring hører skal virkelig meest være Bechs „Machwerk“, kan jeg ikke sige stort andet end gjentage Abrahamsons:
„Naar Viismand prædiker for dig tidt,
saa buk!
Skjøndt du det har med din Barnesko slidt,
saa buk!“
Hvad andet kan jeg gjøre her? i det høieste endnu lægge til:
„Kun Skade
for Blæk og Pen og for de skjønne rene Blade!“
13de October.
Bestandig Regn. Det vilde være en ligegyldig Sag, ubehagelig for Reisende, men iøvrigt passende til Aarstiden, naar ikke den skrækkelige Tanke var, at vist mere end den halve Afgrøde i Landet staaer endnu paa Marken, meget af den endog umoden paa Straaet, og kan da aldrig blive Menneskesøde. Gud hjælpe vort arme Land! det prøves haardeligen, og saae vi ei betydelig Tilførsel (ville Englænderne tillade den, er den vel at haabe, thi Høsten i Danmark har været overmaade god), maa man vente de ynkværdigste Optrin. I vore Egne kunne vi maaskee saae de fornødne Kornvarer for umaadelig høie Priser, men hvad skal der blive af Fjeldbygderne?
15de October.
Der er ingen Dag saa aldeles tabt for mig som den, jeg tilbringer i Fattigcommissionen. Det er og Hovedaarsagen, hvorfor den ventede Forandring ved Slotskaldet er mig saa ønskelig, da jeg derved befries for et Arbeide, som er lige trættende og utaknemmeligt, der udsætter lige meget
