siges nu, at der intet bliver af Sølvafgiften, men at en Vinduesskat skal være i Vente. Vi skulle altsaa tilkjøbe os Lov til at lade Solen skinne ind i vore Værelser! Gud forlade Kongen og hans Raadgivere! Der var dog virkelig andre langt rimeligere Skatter, som kunde paalægges.
4de August.
I Selskab med Wulfsberg og Præsten Aars[1] kjørte jeg til Bogstad, hvor Commissionen for Ugebladet „Bondevennen“[2] var samlet. Forhandlingerne vare som sædvanligt ikke morsomme. Jeg er sluppen ind i denne Commission som en Udlænding slipper ind i et Selskab, hvor der tales et Sprog, som han allene blandt de Tilstedeværende ei forstaaer. Der er saaledes intet andet for mig at gjøre, end at være taus Auscultant. Da Ventilationerne vare endte, talte jeg med Neumann om hans Katechismus, om hvilken han sagde, at den var faren til Helvede, siden han ikke vilde lade Christus fare did. Han er enig med alle deri, at Biskop Bech er den, som er værst compromitteret i den Sag; men ogsaa erkjendte han, at denne gode Mand er Skyld i det Hele, ved at han med saa megen Bram forlangte Autorisation for Bogen, da han, naar han i Stilhed havde anbefalet den, gjerne kunde faaet den indført i hele Stiftet. Neumann undskyldte endog det theologiske Facultet, at det holdt saa strengt ved de symboliske Bøger, da det maaskee kunde ansee
- ↑ Jens Aars, dengang Biskoppens Vicarius i Enebaks Kald, død 1834 som Sognepræst til Lier. Erlandsen, Tromsø Stifts Geistlighed, S. 201.
- ↑ Dens Medlemmer var foruden Pavels Kammerherre Anker, Præsterne Sigvardt, Neumann og Wulfsberg, Proprietær Glad, Overlærer Flor og Apotheker Maschmann. „Den norske Bondeven“ udgaves af Selskabet for Akers Sogns Vel.
