vilde beundre ham. Et Sted især om hvorledes det, som her er skjult, paa hiin Dag skal aabenbares, vilde jeg have undt Eder alle, kjære Venner, at have hørt, og I vilde vel tilstaaet, at I aldrig havde hørt en herligere Tale.
Hans Been havde lidt meget ved denne Anstrængelse; ved sin Hjemkomst maatte han gaae tilsengs; ogsaa med ham er det vel snart forbi.
Iaften var jeg ene med min Moder. Hun talte lidet, men syntes bedre tilmode end mig. – Her skriver jeg nu for sidste Gang. Imorgen ved disse Tider – Gud veed hvor mange Mile jeg da er herfra! Veiret er deiligt og Vinden føielig. Saa sidder min stakkels gamle Moder ene, og hver Dag føres jeg længre fra hende, og hun seer mig vist aldrig mere her. Nu god Nat, mine Venner! min bliver vist ikke meget rolig. Mit Been værker, og min Sjel er inderlig – inderlig bedrøvet. Gud styrke os alle!
19de Mai.
Uventet kom Biskoppen, da vi drak Thee, og sad en halv Times Tid hos os. Afskeden var kort; min Moder havde sin sædvanlige rolige Fatning. Hendes sidste Ord til mig vare: „Farvel, min Søn! og Tak for hver Time, vi have kjendt hinanden.“
Reisen var heldig. Jeg avancerede otte Mile, til Fjeldberg Præstegaard, hvor man ventede mig efter et Brev fra Biskoppen, og hvor jeg modtoges af Præsten Brun,[1] en jovialsk og elskværdig ung Mand, som en Lysets Engel.
20de og 21de Maj.
Til Frokost tracterede min Vert med en excellent Malvasier- Madera. Saaledes leve Præsterne i Bergens Stift!
- ↑ Augustinus Meldal Brun (Forf. Lex.), en Brodersøn af Biskoppen († 1833), cfr. Norsk Maanedsskrift, udg. af D. Meidell, II, 480 fg.
