Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/22

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
– 18 –

saadan lidenskabelig Declamation har jeg i rolig Conversation fast aldrig seet eller hørt. Det er imidlertid ret godt, hvad han siger, og han havde et og andet at fortælle af Verdens Løb, der sagtens kunde bringe Sindet i Oprør. – Sagen var den anden. Han medbragte Litteraturtidenden, hvori Recensenten af Saga forsvarede sig mod Grundtvigs Anke.[1] Den gode Grundtvig er mig en uendelig trættekjær Person. Jeg har paa de sidste Tider yndet ham meget, men er nær ved at sadle om. Det er overalt intet elskværdigt Charakteertræk at tro sig enhver Bitterhed tilladt mod den, hvis Mening afviger fra vor, og saa ikke taale ringeste Modsigelse, men føle sig fornærmet ved alt, hvad der siges imod os. I vore Dage er nok ingen Forfatter Terrorist i den Grad som Grundtvig.

Vore gamle Psalmer og deres store Fortrin i Henseende til Kraft og Fynd for de allernyeste, i hvor langt de end staae tilbage i Correcthed, var i Aften Samtalens Æmne mellem mig og min Moder. Vi reciterede Vers, som vi i vor Barndom og Ungdom lærte udenad, og hvortil neppe i høi Begeistring eller rørende Inderlighed findes Mage i den evangelisk-christelige Psalmebog. Det var et bedrøveligt Stykke Arbeide, at man havde saadan Hast med at faae den indført. Det fattedes kun, at vi med lige Overilelse skulde faaet Boisens Liturgie. Havde man kun oppebiet denne Tid, hvad kunde ikke en Grundtvig og flere udgivet! og hvilken ganske anden Aand end den kraftløse Riberske kunde og vilde udbredt sig over det Hele! Thaarup vilde da ogsaa taget kraftigere Haand deri end paa den Tid, da han i hver Samtale udgjød bittre Sarcasmer over Psalmecommissionens Omkalfatringer.

  1. Grundtvig udgav en Nytaarsgave for 1812 under Titelen „Saga“, der recenseredes i Lit. Tid. 1811 No. 36, Grundtvig svarede i Kjøbenhavns Skilderi 1812, No. 22, og Recensenten atter hertil i Lit. Tid. 1812, No. 6.