som i Tydskland, fandt jeg heri intet anstødeligt; hans Spil var den sandeste Natur; Sprog og Anstand havde han til høieste Illusion i sin Magt.
17de April.
Her var to Visiter: Præsten Stuvitz[1] og Rectoren, Professor Arentz, en Olding paa 76 Aar med et skarpt, frastødende Ansigt. Han talte om Universitetet, der for ham, som for de fleste Bergensere, synes at være temmelig ligegyldigt; især fandt han det anomalsk, at man tænker paa at oprette et saa betydeligt videnskabeligt Institut paa en Tid, da Lærerne ved de allerede existerende nyde saa slet Løn og saa liden Opmuntring. Han frygtede, den Tid vilde komme, da Fædrelandet leed Mangel paa Skole- og Universitetslærere, Skoledisciple og Embedscandidater, fordi man, ved at vælge denne Bane, havde rimelig Udsigt til at sulte ihjel. Oldingens mørke Lune overdrev maaskee denne Frygt, men meget sandt er der dog nok i hans Yttringer.
Swindt havde idag ladet sig overtale til at spise med min Moder og mig, og det var ret et overmaade behageligt Middagsmaaltid Den haarde, ujævne Skal bedækker en heel fortræffelig Kjærne. Hans meget simple endogsaa (!) Udvortes lover intet synderligt, men indvortes boer virkelig en dannet Aand og et følende Hjerte. Af vore Samtaler optegner jeg et Par Underligheder, jeg hørte om de Bergenske Tjenestefolk. Det er Skik, at i nogenlunde velhavende Huse disse gives Sørgeklæder, naar Nogen af Familien døer; men ikke nok hermed, for at gjøre dem Selskab, sørge hele Gudens Tjenestepiger ogsaa. Da nu min Fader var død, og Aftale i Forveien var gjort mellem ham og min Moder, at hvo af dem, der
- ↑ Carl Hjort Stuwitz, Sognepræst til Korskirken (Nyerups Lit. Lex.). Han døde kort efter, endnu under Pavels-’s Ophold i Bergen, se nedenfor.
