Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/132

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
128

mig ved Bordet, saa kommer en Kirkeeier og en, som modtager Kongetiende, og vi sidde da til Kl. 12–1 og modtage, afskrive og quittere for Tiende.

4de Februar.

Jo vistnok fik jeg Ridderkorset, og med mig min Collega og nærværende Gjæst Schmidt. Jeg har ved denne Leilighed med ham og Hount gjort en Opdagelse, som rigtignok ikke kunde være Menneskekjenderen uventet. Begge have mangen Gang scoptiseret over Ridderværdigheden, og erklæret det for en større Ære at mangle end besidde den. Imidlertid er i dette Øieblik Schmidts Tilfredshed ligesaa umiskjendelig som Hounts lønlige Harme. Man tee sig i sine Domme saa philosophisk som muligt, saa længe man ikke selv er Partie; i det Øieblik man er blevet det, stikker det svage Menneske frem: man troer sig forurettet og er bitter paa den Forurettende, eller man finder sit Værd upaaskjønnet, og forsones med den, der nu har viist sig saa retfærdig, om man end før har været ham nok faa gram. Jeg for min Deel har aldrig affecteret at foragte et Bifaldstegn af min Konge, om dette endogsaa før eller tilligemed mig er bortødslet til en Uværdig; altsaa er det mig nu heller ingen Skam at bekjende, at denne Udmærkelse er mig kjær. – Edvard Munch kom idag tilbage fra Kjøbenhavn med bestemt Løfte om Gjerpens Sognekald. Han medbragte et Brev fra Liebenberg, som indeholdt et vidtløftigt og heel interessant Udtog af en Brevvexling mellem Jacob Mynster og Grundtvig, hvis Haand ogsaa er mod ham, som mod alle, der ei forsage al verdslig Viisdom. Ogsaa bedrøvede det mig meget at see, hvilket sørgeligt Sin den gamle ærværdige Biskop Balle fører i sin svage Alderdom hos den Svigersøn, der gjør Vers til hans Ære, men iøvrigt har forarmet ham og nu lader ham savne enhver Bequemmelighed, endog den Sopken til Frokost og Aftensmad, han har været vant til.