Hopp til innhold

Side:Pastor Kristensens Kristusfornægtelse.djvu/41

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

der, det brutaleste raaeste Menneskedyr, sendes direkte til Himmels i hvide Klæder for at svinge Palmegrene for Guds Trone, naar disse paa sit Dødsleie har bekjendt, at de tror paa, at Jesus har med sit Blod kvittet for dem; vi tror ikke paa nogen Gud, der sender Størsteparten af sine Skabninger til et evigt Helvede, eller paa en Himmel, hvis Salighed bestaar blandt andet i Fornøielsen af at beskue de Usaliges Kvaler. Vi siger bent ud, at disse Forestillinger om Gud skriver sig fra raa barbariske Tider, er Udslag af uudviklede Menneskers Tanker om Gud.

Vor Gud er en fuldkommen, ren, hellig Gud, hvis Væsen og Udstraalen er Kjærlighed, en Gud som elsker os, som aldrig blir træt af os, men med uendelig Taalmodighed ser paa vore Misgreb og Synder mod hans Love og søger ved alle optænkelige Midler at hjelpe os tilrette og lede os fremover, en Gud som ikke stanser, før alle hans Skabninger er vundne ind igjen til Salighed gjennem eget Valg og Selvarbeide, støttet og ledet af alle hans kjærlige hjelpende Aander, en Gud som aldrig har ladet sig uden Vidnesbyrd men givet Folkene, eftersom de har kunnet taale, af Lys, en Gud, der i sin ophøiede Uendelighed og dog Nærhed til os er Gjenstand for vor dybeste Ærbødighed, Tilbedelse og Kjærlighed, men aldrig for vor Frygt, en Gud, som vil, at vi skal vise vor Kjærlighed til ham og vor Forstaaelse af ham ved at elske, arbeide for og hengive os til vore Menneskebrødre