er ogsaa ophøiet over Lidelse, og naar Bibelen bruger saadanne Udtryk om ham, er det kun fordi vi Mennesker ikke evner andet end tale menneskeligt Sprog. Fordi om Bibelen taler om Guds Øine, Guds Arme, Guds Hjerte, kan vi derfor ikke tro, at Gud har virkelig dette, thi da var han begrænset, i Menneskeform; men vi kan nu ikke engang tale om ham anderledes i vort Sprog. Jesus kan afklæde sig sin Herlighed, Jesus kan lide, fordi han var Menneske, og netop disse Udtryk hos Paulus og andre viser mig Umuligheden af, at disse Forfattere har tænkt sig Jesus som Gud.
Hr. Kristensen spørger tilsidst, hvorledes Guds Kjærlighed er aabenbaret paa Jorden om ikke paa hans Maade? Dertil skal jeg svare, at Guds Kjærlighed er aabenbaret deri, at han har skabt Menneskene med en saadan Rigdom af Muligheder og Evner, at Vildmanden i Skoven skal kunne vokse til en Lysengel, at han hjælper Menneskene i denne deres Kamp for at blive Gud lig med sin Aands Kraft paa utallige Kjærlighedens Maader ved aldrig at blive træt af deres Misgreb men altid give dem nye Leiligheder, ved at sende dem Ledere og Lærere, der kan reise deres sunkne Haab og tænde nye Lys i dem og ved sin Martyrdød for Sandhedens Skyld feste denne ved sit Blod. At gjøre den Paastand, som Hr. Kristensen gjør „at skulde Gud aabenbares som den, der er Kjærlighed, da maatte den, han udsendte dertil, være sand Gud“, er et ægte theologisk Postulat uden nogen Rime-
