var en Tid, da der hverken fandtes nogen Synd eller nogen Søn, det første, som gjorde Gud til Dommer, det sidste som gjorde Gud til Fader“. (Til Hermog. Kap. 3). Dette er Arius’s senere Standpunkt, og viser, at Tertullian med sin Treenighed har ment noget ganske andet, end hvad der senere blev udtrykt i den athanasianske Troesbekjendelse. I Slutningen af det andet Aarhundrede prædikede ogsaa Theodot og Artemon midt i Roms Kirke, at man maatte holde sig til „de tre første Evangeliers Kristus“ til det „af den Helligaand inspirerede Menneske Jesus“ og deres Tilhængere søgte at vise, at ligetil Zephyrinus steg op paa Roms Bispestol omkring 200, „havde den kristne Befolkning i Keiserstaden Rom ikke havt nogen anden Tro end deres“.
I Antiokia, Syriens Hovedstad, prædikede Biskopen Paul af Samosata, at Kristus var kun et Menneske, men et Menneske, som var bleven guddommeliggjort gjennem sin religiøse og moralske Fuldkommenhed, altsaa fuldkommen den unitariske Paastand. Han fik mange personlige Fiender mellem sine theologiske Brødre; der blev trommet sammen et Kirkemøde, hvor de fik Paul afsat Aar 269; men forunderlig nok, dette Kirkemøde slog fast, at Sønnen ikke er af samme Væsen som Faderen, hvad som 50 Aar senere paa Kirkemødet i Nicæa blev erklæret for kjættersk. Saa meget er disse Kirkemøders Beslutninger at stole paa. Naar Hr. Pastor Kristensen derfor siger, at „de Ortodokse
