(Kol. 1, 15; Aab. 3, 14; Hebr. 2, 11) et Menneske (1 Tim. 2, 5; Rom 5, 15; 1 Cor. 15, 21; Ap. Gj. 17, 31). De faa Steder i Brevene, hvor man mener at have fundet Støtte for Jesu Guddom, har jeg gjennemgaaet i min Bog: „har Ortodoksien Ret“, til hvilken jeg maa henvise. Ligesaa vil man der finde en Række af Kirkefædrenes Vidnesbyrd fra den første Tid og opover, som er umaadelig interessante for dem, som vil studere, hvorledes Dogmet om Jesu Guddom efterhaanden har dannet sig. Nu til Kirkehistorien. Den første kristne Kirkehistoriker, vi kjender, er Hegesippus. Han reiste Verden over for at samle Underretning om de kristne Kirker og Lærdomme og skrev saa en Historie i 5 Bøger om de første kristne Tider, et Verk, som desværre er gaat tabt. Nu kjender vi hans Historie kun fra Omtale og Uddrag hos Eusebius. Denne Hegesippus var Ebionit, det vil sige nægtede ikke alene Jesu Guddom men enddog enhver mirakuløs Fødsel; men han paastaar at „han talte med de fleste Biskoper og at han modtog samme Lærdom fra alle“. I de clementiske Homilier, et Verk, som ogsaa hører til denne Retning, er følgende Ord lagte i Peters Mund. „Vor Herre (Jesus altsaa) hverken tilstod, at der var Guder undtagen alletings Skaber, heller ikke udraabte han sig selv for Gud; men han kaldte den velsignet, der kaldte ham en Søn af den Gud, som ordnede Universet“ (Clem, Hom. 16, 15). Kirkefaderen Tertullian, der er den første til at bruge Ordet Treenighed, udtaler alligevel bestemt: „der
Side:Pastor Kristensens Kristusfornægtelse.djvu/30
Utseende