Respekt for vor Gud, at vi ikke vilde paadigte ham noget saadant hedensk Barbari, som vi virkelig har gjort i Sagnet om den saakaldte mirakuløse Undfangelse. De, som først satte dette Sagn i Omløb, har givet efter for samme Fristelse, som de andre østerlandske Folk, der forteller det samme om sine religiøse Reformatorer i den barnlige Tanke at ophøie dem over sig selv. Motivet til dette Sagn er ædelt nok, Beundring og Ærbødighed for dette gudsendte Menneske, der blev seet paa som sin Samtids Under.
Tillige oplyste jeg i Foredraget, at Jesus i Evangelierne aldrig kalder sig selv eller lader sig kalde Gud. De Titler, han vedkjender sig, er Menneskens Søn (hans kjæreste Navn) og Guds Søn, et Navn, som ikke kunde skurre i nogen Jødes øren, da det almindelig var brugt om Israel i det gamle Testamente og hver usædvanlig god Mand kaldtes med denne Titel, som ogsaa er anvendt paa den første Adam i Lukasevangeliet (3, 38). Jesus nægter han er almægtig, nægter han er alvidende (Math. 20, 23; Joh. 8, 18—29; Mark. 13, 32) skjelner mellem sin Villie og Faderens. (Joh. 6, 38), paastaar, at hans Disciple skal kunne gjøre større Ting end han gjorde (Joh. 14, 12) erklærer at Faderen er større end ham (14, 28), kalder sig selv et Menneske (Joh. 8, 40), taler om sin Fader og sin Gud (Joh. 20, 17), raaber paa Korset, at Gud har forladt ham, altsaa kan han ikke være denne ene Gud. Jesus erklæres udtrykkelig for et skabt Væsen
