og Høihed"“, saa er dette ganske rigtigt, men denne Magt og Høihed havde den netop den Tid, just fordi den ikke havde belemret sig med de theologiske Spekulationer, som plagede den siden, men endnu var simpel og naturlig, mere et Kjærlighedens Liv end nogen dogmatisk Lære. Jeg taler ikke om nogen „smaaskaaren Fornuftighed“, men jeg taler om det gudtændte Lys i hvert Menneskes Indre, der maa og vil blive det endelig afgjørende, selv for det, man tilegner sig i Tro. Hvad var det, de Mænd brugte, der paa Kirkemøderne i sin Tid voterede over, hvilke Bøger man skulde tage med i det nye Testamente eller ei? Mon ikke sin gud givne Fornuft, sit bedste Skjøn, ledet af Historie og Kritik, indviet med Bøn til Gud? Det blir altid for ethvert alvorligt Menneske den afgjørende Dommer, hvor lidet det saa vil være ved det. Pastor Kristensen siger, at man, „ikke faar begynde med kritisk Overlegenhed, med med Ærbødighed for den Aandsmagt, som træder En i Møde“. Ganske vist, og det er netop af Ærbødighed for Gud og for Kristendommen, at jeg vil protestere mod den Mishandling, som er gjort af ham og af Jesu oprindelige Lære. Fornuftsstridige og umoralske Dogmer, der nedværdiger Gud, er ingen Aandsmagt og kan ikke kræve nogen Ærbødighed af Mennesker, der ikke vil være Slaver af noget Presteherredømme. Mærkeligt nok berører Pastor Kristensen, at Kristendommen skal være barnslig; men det burde han ikke gjort; thi det er netop vor Anke imod den i
