kastede dem Ordet Hykler bent i Fjæset. Og det, som forargede Jøderne ved Paulus, var jo, at han vilde give Hedningerne Adgang til Messiasriget uden at tvinge dem først til at blive Jøder gjennem Omskjærelsen, og det, som forargede Hedningerne ved ham, var netop, at Kristendommen var for fornuftig og simpel, at den ikke fordybede sig i alskens metafysiske Spekulationer, skjønt Paulus gjorde sit bedste for i saa Maade at gjøre den smagelig for Hedningerne, samt at den havde et Kjærlighedens Ord for de Undertrykte og Slaverne og tog disse op med i Broderskabet. Det var saaledes det, at Kristendommen var for simpel og fornuftig, der vakte Samtidens Forargelse snarere end det, at den var ufornuftig. Jesu Lære var den Tids Kjætteri, det Nye, som kom i Oppposition til den gamle, i Dogmer og Former stivnede, Jøde-Ortodoksi. Det blir Jesu Læres Stilling ogsaa nu at træde i Opposition til den forstenede Ortodoksi, der vel kalder sig med hans Navn, men ikke har mere tilfelles med ham, end „den Kalv, Jøderne opreiste ved Sinai, havde med den levende Gud“[1]. Naar Pastor Kristensen derfor mener, at Kristendommen „i sin oprindelige Ufornuftighed gjorde den ene Erobring efter den anden“, saa vil Historien ikke være enig med ham i, at dette skyldtes dens Ufornuftighed, men meget mere dens Fornuftighed. Naar han,
derimod tilføier, at „dens Forsvar laa i dens Magt
- ↑ Oxon: Fra den bedre Verden.
