Munch ogsaa senere; det var noget af det morsomste, han vidste. Da han, som forlovet, en St. Hansaften var paa Faderens Løkke ved Kristiania, blev han dygtig forbrændt i Ansigtet. Han havde ladet og affyret en liden Kanon; men da den ikke brændte af, løb han hen og bøiede sig over den og fik hele Ladningen i Ansigtet. Hans Døtre har fortalt, hvorledes han, medens de var Børn, morede sig med at lave Troldkjærringer for dem. Engang skulde han og Hustru paa Visitter; Munch, som nødig gik med paa saadant, undskyldte sig med, at han ikke havde Tid. Smaapigerne havde den samme dag Veninder hos sig og var ivrige med at faa istand Troldkjærringer. Munch havde fra Kontorvinduet holdt Øie med dem; pludselig ser de ham komme springende ud. «Nei Børn, dette gaar ikke paa denne Maade,» og saa gav han sig til at lave med hele Børnegruppen omkring. «Nu maa vi springe, nu gaar den af!» Munch i Spidsen, saa Slobraaken fyger omkring ham, og alle de jublende Smaapiger efter. I dette Øieblik kom Fru Munch pyntet ud for at gaa paa Visitten, og ved hendes Spørgsmaal: «Naa, Andreas, er det dette, du har saa travlt med.?» forsvandt hun ud af Porten. Munch blev synlig forlegen og listede sig stilfærdig ind igjen paa sit Kontor.
En anden Barndomsfornøielse var at ro ud og fiske paa den smukke Indsjø Borsesjø og
