de betragtede med Skinsyge, og efterhaanden grebet mere og mere ind i deres Virksomhed, indtil dette fra Johannes d. 22de af næsten gik over til at blive et fast System. Istedetfor at tidligere vedkommende Erkebiskop uhindret og ubestridt, idetmindste fra Curiens Side, udøvede sin Ret til at bekræfte de under dem sorterende Kathedralcapitlers Valg af Lydbiskoper, og Paven kun udøvede Cassations- og Provisions-Myndigheden i Tilfelde af Utilbørligheder eller Mangler ved Valgene,[1] tiltog han sig nu som en Regel, eller maaskee rettere som en midlertidig Undtagelse, der dog blev staaende, selv at udnevne baade Erkebiskoper og Biskoper, idet han ved hver saadan Besættelse af Biskopsstolene fordetmeste udtrykkeligt forbeholdt sig samme Ret til næste Vacance, erklærede enhver anden Dispositionsmaade, saaledes og Capitlernes lovlige Valg og Erkebiskopernes Meddelelse af Confirmation, ugyldig.[2] Paa samme Maade reserverede Paven sig ogsaa Besettelsen af alle ringere geistlige Embeder, lige fra Prælaturer og Canonicater til de mindste
- ↑ see f. Ex. i det Norske Folks Hist. IV. 1. S. 139, 469.
- ↑ Det heed nemlig, som en staaende Formel, i deslige Provisioner enten: Sane (dudum) N. N.si ecclesia per obitum bonæ memoriæ N. N. episcopi (archiepi) N. N.sis, qui apud sedem apostolicam (eller extra sedem aplicam eller in illis partibus) diem clausit extremum, pastoris solatio destituta, nos ad ipsius ecclesiæ statum tranquillum et prosperum paternis studiis intendentes, et cupientes propterea virum idoneum (eller et andet Epithet) eidem præficere in pastorem, volentes quoque obviare dispendiis, quæ solent ecclesiis ex diutina vacatione imminere, provisionem eiusdem ecclesiæ dispositioni et ordinationi apostolicæ sedis hac vice auctoritate apostolicæ duximus reservandam, decernentes irritum et inane, si secus super hos scienter vel ignoranter a quoqvam (eller per quoscunque) quavis auctoritate contingeret attentari; eller Olim (el. Dudam) siquidem bone memorie N. N. episcopo (archiepo) regimini N. N. ecclesiæ præsidente, nos cupientes eidem ecclesiæ, cue eam (quovis modo) vacare contingeret, (per apost. sedis providentiam) idoneam præsidere personam, provisionem ipsius ecclesiæ ea vice dispositioni nostræ duximus specialiter reservandam, decernentes extunc irritum et inane o. s. v. Den første Form antyder, som man seer, kun en egenmægtig Udøvelse af Provisionsretten, efterat Embedet var blevet ledigt, og videre synes Johannes d. 22de ej at vere gaaet; den anden derimod indeholder Erklæring om Reservation i Formandens levende Live, og den blev hyppig efter Johannes’s Tid; saaledes f. Ex. ved Erkebiskop Olafs Udnevnelse i 1350 til Nidaros Erkestol (see Keysers N. Kirkeh. II. S. 342, 343). Dog gik man endnu videre, thi allerede Benedictus d. 12te reserverede sig kort efter sin Ophøjelse Besettelsen af alle ved Curien ledige og ledigblivende Biskopsstole, hvilket med Hensyn til dem, der under ham vare blevne ledige, men endnu ej besatte, bekræftedes af hans Eftermand Clemens d. 6te (s. f. Regest. An. I. l. VI. f. 153, ep. 57, Polon. Sacr. I. 454); og denne lod siden for sit eget Vedkommende en lignende Generalreservation udgaa, see Keysers K.hist. l. c. p. 350.
