de ingenlunde gjøre hans Hæder noget Afbræk; thi de kunne kun opdages ved Sammenligning med Sanskrit; og derved er mangen Knude løst, som de germaniske Sprog alene ikke have Midler til at løse; derved ville ogsaa — derom er jeg forvisset — flere af de ordformer, som hidtil have ligget udenfor Sprogforskernes Evne til at løse dem (og derfor af M. siges at ligge udenfor Sproget), vinde Forklaring. At møde Skrifter, som tildeels have dette Formaal og som have viist, at de til opnaaelse deraf give noget, om end lidet, Udbytte, med Afviisning og Protest, vidner om en eensidig Fastholden ved disputable Resultater, vundne paa den gamle Grundvold, uden Anerkjendelse af, at der ligger en fastere Grundvold nedenunder, som det vel kunde lønne Umagen at undersøge.
Jeg indrømmer villigen, at der kan findes Uagtsomhedsfeil i mine Afhandlinger, men at de hverken ere saamange eller saa grove, som M. angiver, haaber jeg tilfulde at have godtgjort. Det er en her velbekjendt Sag, hvorpaa jeg ogsaa i Forordet til min Afhandling af 1846 har henledet Læserens Opmærksomhed, at mit Hovedstudium er rettet paa de semitiske Sprog, og at Sanskrit m. m. kun har beskjæftiget mig som Bifag, hvori jeg naturligviis ikke har kunnet naae saa omfattende Kundskaber, som de, der drive disse Studier som Hovedfag. Det er den dybtfølte Trang til at faae Sanskrit indført her ved Universitetet, støttet paa Erkjendelsen af den ubestridelige Ret, det ældre Sprog har til at tages paa Raad med ved Forklaringen af det yngre beslægtede, som har bevæget mig til at skaffe mig saameget Kjendskab til hiint, at jeg kan veilede de Studerende i Begyndelsesgrundene. Men for at saadan Veiledning kunde blive benyttet, forudsættes Erkjendelse af Studiets Vigtighed. Denne har jeg ved mine Smaaskrifter søgt at vække, og har den Tilfredsstillelse, at den er vakt. Har jeg under min Bestræbelse, for at naae dette Øiemed, blandt den Mængde Exempler, hvormed jeg har støttet mine Meninger og Paastande, maaskee af Uagtsomhed ladet et eller andet indflyde, som ikke er ganske adæqvat, da har dette lidet at betyde, naar den Paastand, hvortil det refererer sig, er rigtig og tilbørligen støttet ved andre Exempler. Saadanne Uagtsomheder, som ere uden Betydning for det Hele, pleie aldrig at ændses af billigtænkende Kritikere: og dog er det Exemplerne, hvortil M. næsten udelukkende støtter sine Klagepuncter, og, som ovenfor viist, har han derhos taget mærkeligen feil i Bedømmelsen af dem.
