hvis Afgjørelse er saare vanskelig, for ikke at sige umulig, uagtet den vilde være af overordentlig Vigtighed til at oplyse enkelte Tvivlsmaal i Folkevandrings-Historien. Jacob Grimm helder i sin Sproghistorie til den Mening, at Germanisken ved Indvandringen og længe efter befandt sig i det samme Stadium, som Sanskrit og Græsk o. s. v.; men vel at mærke kan han, uden at dette antages, ej ret faa bestyrket sin Yndlingssætning at Geter og Daker ere de samme som Goter og Daner, hvilket igjen staar i Forbindelse med hans velbekjendte politiske Anskuelser om Tydskernes Fordringer paa Herredømmet. Han fører dog ikke noget egentligt Beviis for sin Paastand, uden man dertil skal regne, at han antager Navnet paa den dakiske Konge Decebal for det samme, som det et Aarhundrede yngre Taiphali, hvormed en gotisk Stamme benævntes. Dog indseer man lettelig, at allerede D i Dacia og G i Getæ strider mod hans Paastand, thi efter Lydfremskydningen skulde jo Navnet Dan i det første Stadium begynde med Th, Got med Ch; men Thaker og Cheter omtales ingensteds. Desuden levede Decebal paa Trajans Tid, samtidig med Tacitus og senere end Plinius, men allerede Tacitus og Plinius omtale tydske Navne, der befinde sig i det sædvanlige Stadium, f. Ex. Asciburgium, altsaa burg, ikke furh, Burchana, Tuisco (f. Tiviskô), Burgundiomes, framca (rettere franca), Frisii, Langobardi, Gotones. Er der altsaa intet, der beviser, at Germanerne ved deres første Fremtræden i Europa stode paa Latinens Lyd-Stadium, bliver det dog i sig selv rimeligere at antage, at de medbragte Fremskydningen allerede fra Asien, med andre Ord, at en saadan Modification af Consonantlyden allerede var egen for det germaniske Ursprog, der tilligemed Oldpersisk og Zend har været et Systersprog af Sanskrit og netop skjelnet sig fra dette ved hiin Egenhed. En Bestyrkelse for denne Mening ligger deri, at allerede Zend, der hørte hjemme i en Egn nordligere end den, hvor der taltes Sanskrit, stundom istedetfor Sskr. T og D har D og Dh (Sskr. tri = Zend thri, Sskr. páda = Zend pâdha). Spores allerede en saadan Tendens i Sanskritlandets nærmeste Naboland mod Nord, kunde vel i et endnu nordligere Strøg (hvor vi netop maa søge Urgermaniskem den samme Tendens have vundet fuldkommet Raaderum. Ja vi have seet, at ikke engang Sanskrit frembyder saa urokkelige Analogien som Latin og Græsk, følgelig heller ikke som det Sprog, der laa til Grunden for disse, og som vel maa have været talt i et sydvestligere
