undres over, men de ere dog yderst faa og have vel fordetmeste en mere eller mindre skjult Special-Aarsag, f. Ex. naar Sanskr. har duhitá (Datter) istedetfor dhuhitá, dvár (Dør) istedetfor dhvár; thi det er overhoved Tilfældet, at Ord, der retteligen skulde begynde og i Græsk eller Latin virkelig begynde med Aspirat, i Sanskr. og endnu mere i Zend, Slavisk, Littauisk og Keltisk begynde med Media. Nogle Undtagelser ere kun tilsyneladende, f. Ex. naar de oftere omtalte Assimilationer finde Sted i Oldnorsk og Angelsaxisk; eller naar Littauisk, der ikke besidder Aspirater, er nødt til at bruge Tenuis, hvor Sskr. har stærk Aspirat, Media, hvor den har svag Aspirat, f. Ex. Sskr. rathas, Vogn (Oldn. reið), Litt. ratas, Hjul; Sskr. bhavishyármi, Litt. búsu, jeg skal blive. Endelig er det at mærke, at Sskr. meget ofte har zh, hvor Lat. og Græsk have k, og hvor Lyden vistnok oprindelig var k; i de samme Tilfælde har ogsaa Littauisk stadigt sz, og Slavisk ofte Lyden s, der saaledes her kommer til at svare til Got. og Oldn. h. Et Exempel have vi allerede seet i Talordet dazhan, Litt. deszimts, Græsk δέκα, Got. taihun; fremdeles zhvá, Hund, Gen. zhunas, Litt. szuo, Gen. szuns, Gr. κύων, Got. hunds; azhvas, Hest, Litt. aszwa, Hoppe, Lat. equus, Got. aihvus (udt. ehvus, opr. ihvus); Sskr. zhvétas, reen, snehvid, Zend zhpenta, Litt. szwentas (i Bet. hellig), Slav. svjatu (ligeledes „hellig“); Got. hveits Oldn. hvítr.
Den germaniske Sprogstamme viser en saadan Tilbøjelighed til denne Lydfremskydning, at et af dens vigtigste Tungemaal, Oldhøjtydsn endog har skudt Rækken endnu et skridt videre, saaledes at f. Ex. „Broder“ heder pruotar, „Dag“ tag, „Grav“ krap o. s. v. Endnu i det nuværende Højtydsk finder man mange Levninger deraf, f. Ex. Tag, Tugend (Angels. däg, duguð), og fornemmelig Ombytningen af Got. Oldn. T i Begyndelsen af Ord med Z, i Enden med S eller Ss, begge oprindelig for at udtrykke Lyden af th. Dog er ikke denne yderligere Lydfremskydning ganske eller conseqvent gjennemført i alle oldhøjtydske Haandskrifter, og man kunde deraf slutte, at den ved den Tid, da de ældste Haandskrifter førtes i Pennen, endnu var i sin Begyndelse og aldrig ret er kommen til fuldstændig Udvikling. Hvorvidt den almindelige germaniske Lydfremskydning har udviklet sig, efterat de germaniske Stammer havde indtaget deres nuværende Sæder i Mellemeuropa, eller den allerede var egen for det fælles germaniske Ursprog, der engang maa have været talt etsteds i det nordvestlige Asien, er et Spørgsmaal,
