Randen af en Cirkel, medens man indenfor Randen ved hver af dem skriver den, der, naar hiin tilhører Latin eller Græsk, vilde blive dens tilsvarende i Gotisk eller oldnorsk, da vilde Figuren see saaledes ud:
Hvis nu den indre Cirkel var bevægelig om sit Centrum, kunde man tænke sig det nærværende Forhold fremkommet derved, at Cirkelen først havde indtaget en Stilling, hvorved enhver Bogstav indenfor Randen svarede til den samme Bogstav udenfor, men at den derpaa havde faaet en Trediedeels Drejning til Venstre, hvorved enhver Bogstav kom til at staa ligeudfor den, som hidtil var den nærmeste paa denne Side. Denne Drejning eller Forskydning af Lyden har foranlediget Grimm til at kalde dette Phænomen „Lautverschiebung,“ hvilket Ord ikke er let at gjengive i vort Sprog med noget ligesaa betegnende. Vi vælge at oversætte det ved „Lydfremskydning.“
Analogien fremtræder renest i Lingval- og Labial-Klassen, fordi de germaniske Sprog have et Tegn for hver af dens tre Grader; mindre tydeligt i Guttural-Klassen, fordi de germaniske Oldsprog egentlig savne et Tegn for Aspirationen, det græske χ, hvorfor de maa hjelpe sig med H; inde i og ved Enden af Stavelser indtræde ofte i de germaniske Sprog, fornemmelig Oldnorsken, særegne, af lokale Forhold foranledigede, Modificationer af samme Slags, som naar f. Ex. i Latin G i Ordet rego bliver i Supin. C, rectum, formedelst det følgende T; ligesaa B i scribo til P i scriptum o. s. v.
Som Exempler kunne vi nu anføre:
Sanskrit, Slavisk, Græsk, etc. P; Gotisk, Oldnorsk, Angelsaxisk F;
Sanskrit pitri, Lat. pater, Got. fadar, Oldn. fàðir; Lat. piscis, Kymr. pysg, Got. fisks, Oldn. fiskr; Lat. pecus, Got. faihu (fihu), oldn. fé (sammendr. af fehu); Græsk πὺρ, oldn. fýr; Sanskr. pádas, Lat. pes (f. peds, Genit ped-is), Got. fótus, Oldn. fótr; Sanskr. patis, Litt. pats, Gr. πόσις, Got. faþs ɔ:
