(thi kun Gulathingsloven haves heel) afgive saaledes det bedste Vidnesbyrd om Sprogets Eenhed.
Vi kunne ikke forlade denne Materie uden at beklage det uhørte Barbari, som kunde tillade en saadan Ødelæggelse af herlige Codices, men vi maae tillige yttre vor Forundring over, at et saadant Uvæsen kunde finde Sted, efterat allerede Ole Worm havde begyndt sin rosværdige Virksomhed og Rescriptet af 11 Aug. 1622 til de danske og norske Biskoper om Oldtidsminders Opsøgelse og Bevaring[1] var udkommet. Og dog var Fremgangsmaaden almindelig, og det over det hele Land. Ja efter al Rimelighed herskede og den samme Uskik i Danmark, thi de fleste Fogder, fra hvem Regnskaberne ere indsendte, synes at have været danske af Fødsel og indkomne i Landet som Lensherrernes Tjenere eller Skrivere. Har Skikken saaledes og været almindelig i Danmark, maae ogsaa lignende Sager kunne findes i de danske Archiver, og navnligen i Rentekammeret og Geheimearchivet. Hvo veed, om ikke en Undersøgelse af gamle Hefter i disse Archiver kunde bringe mange fortrinlige Levninger af gamle danske Codices for Lyset. Da desuden vel ogsaa flere norske eller fra Norge indsendte Sager endnu forefindes der, og da det derhos er høist tænkeligt, at flere af hine Fogder, som senere have faaet Ansættelse i Danmark, have medtaget de halv forbrugte Pergamentsbøger, de endnu havde tilbage, vilde man maaskee i danske Archiver kunne opdage Fragmenter af de samme Codices, som ovenfor ere anførte. En saadan Undersøgelse er derfor i høi Grad at anbefale, og vi anbefale den til alle Archivbestyrere i de tre nordiske Riger. Maaskee endog paa denne Maade omsider nye Fragmenter af Kong Magnus’s Saga kunne komme for Dagen! Noget vil man under alle Omstændigheder finde, og hvad man finder af fædrelandsk Litteratur, det være sig den ubetydeligste Stump, vil
altid have Interesse.
- ↑ See Werlauff om Ole Worm i „Nord. Tidsskr. for Oldkyndighed“, 1ste B., S. 288.
