Ag. Stift hedder det Botn, og Bonn; i Ørk. Botning. Ellers Vingstr, f.
bytt (yy), deelt, skiftet. Jf. misbytt.
Bytta (aab. y), f. Bøtte, Vandspand. I Østerd. et Slags Spand med Laag. I Mandal ogsaa: Mælkekar (= Kolla, Ringja). Jf. Butt.
Bytte, n. Dunk, Trækar til Mælk, sædvanlig forsynet med et Laag af Skind. Nhl. Shl. Af Butt.
Bæd, f. Ildsted, eller egentlig: Grunden, d et dybeste af Ildstedet. Sdm. Nid i Bæd’a: dybt ned i Asken. I Ndm. hedder det: Ve.
Bædel, s. Bæl. — bæe, s. bꜳe.
Bæg, og bægfletta; — s. Belg.
bægd, partic. hindret, tilbagedreven.
bægja, v. a. (-gje, -gde), hindre, standse, drive tilbage eller til Siden. B. Stift. (Isl. bægja). Af baag. Jf. gjegna, møta, venda.
Bægje, m. Hindring, Noget som er i Veien. Sjelden. I Gbr. et Hægn, et Gjærde.
Bægjegarn (-gadn, -ga’n), n. et Garn som sættes paa Siden af en Fiskeplads for at hindre Fisken fra at løbe ud af Fiskegrunden.
bægjen (bæjin, beien), adj. 1) hinderlig, ubeleilig, som er i Veien. Ørk. Størdalen og fl. Mest i neutr. Dæ va so beie før oss. 2) om Mennesker: tvær, uvillig, modstræbende. Indr. Jf. baag.
Bæker, n. see Bikar.
Bæl (el. Bædel), m. Knevel i en Klokke (= Kolv). Indre Sogn (i Formen Bæd’l), Vald. Guldbr.
Bænde, s. Bende.
Bænding, s. Bending.
Bænk, s. Benk. — bænka, s. beinka.
Bær, n. (nogle St. f.), Bær, Frugt. (Skulde egentl. hedde: Ber). G. N. ber. I Nhl. hedder det i Sammensætning: Berja; saaledes: Berjalyng, n. Bærbusk, Bærriis (Isl. berjalyng). Berjahaug, m. og Berjatu(v)a, f. Høi eller Tue hvorpaa der voxer Bær. ga’ i Berjaskog: gaae ud at plukke Bær.
bær, adj. 1. om Køer: drægtig, eller egentlig: som bærer (ɔ: kalver). Dei ha faatt bært: en af deres Køen har kalvet. (Sogn). Jf. nybær, haustbær, vaarbær.
bær (eller: bærr), adj. (2). bar, blot, ikke tildækket; ogsaa: ublandet, reen, uden Tilsætning. G. N. berr. koma paa bæran Botn: blive blottet, have intet mere igjen. (Sjelden). Te faa ein bær, — betyder i Helg. at faae En for sig selv, adskilt fra andre; — i Sdm. at faae En opdaget, eller blive vis paa at det er ham som man skal holde sig til.
Bæra, f. Barhed; s. Bærva.
Bæra, f. en Hunbjørn. Sogn. (G. N. bera). Hedder ellers: Buru, og Boro (Østerd.), Hunabæra (Shl.), Honebær (Tell.), Hynebær (Sdm.); jf. Hyn. De øvrige Navne ere anførte under: Bjønna.
bæra, v. n. (e- te), bølge, gaae i Bølger, om Vandet. Hard. Af Baara. Jf. kvitbæra.
bærbaka, adj. tomhændet, som ikke eier noget. (Egentl. barrygget). Sdm. o. fl.
bære (eller bærre), adv. kun, blot, bare. Hedder i Kr. Stift: bare; i Sogn: bærra. — inkje bære (el. bare), betyder i Tell. ikkun, ikke mere end. F. Ex. Eg hev’ inkje bære ein (jeg har kun een). Dersom det ikke hedte bare, kunde det her forklares som betre, i Betydn. mere.
bæreste, adv. kun, bare. Fosen, Helg.
Bærfjell, n. en nøgen Fjeldmark, som ligger ovenfor Skovgrændsen. Helg. Ellers: Bærsnøya, Vigga, Vialøysa.
bærføtt, adj. barfodet. Nogle Steder: børføtt (Hall. og fl.); i Sdm. børføttaa, adv.
bærhendt, adj. barhaandet.
Bærhogg, n. Fare, Vanskelighed (egentl. Stilling hvori man er udsat for Hug). Nhl. Te koma i Bærhoggje.
bærhovda, adj. med bart Hoved. I Sdm. bærhauda. (Isl. berhöfðaðr).
bærkast, v. n. blive bar, blottes (især om Jorden i Tøveir). Gbr. Ørk. Hedder ogsaa: bærka seg.
bærleg, adj. anseelig, som tager sig godt ud; maaskee ogsaa om den som har et frit og aabent Væsen. Nordre Berg.
bærlestom, adv. med det bare Fodtøi (uden Ski, Tryger eller Iisbraadder). Ørk. Andre St. bærlesta, adv. og adj.
bærrast, v. n. blottes, blive bar. Sjeldnere: bærna. Jf. bærkast.
bærsnæv, adj. skovløs, bar, aaben (om Marker). Sdm. — Bærsnæve, f. en aaben og skovløs Mark.
Bærsnøye (f. -snøyda), f. skovløs Mark; Fjeldmark ovenfor Skovgrændsen. Ndm. og fl. — bærsnøyen, adj. bar, skovløs.
Bærsyn (og -synd), f. et Sted som let kan sees eller overskues. Dei kom i Bærsyn’æ (Nhl.): de kom paa et Sted, hvor man let kunde see dem.
bærsynt, adj. let at see; frit eller aabent beliggende. Mere alm.
