Tvi- Alm. men udtales nogle Steder: Bor, og næsten Bol (med tykt l).
bura (for burda), adj. om Køer: drægtig, med Kalv. Eit Burabeist: en drægtig Ko. (Shl. Stav.).
bura (aab. u), v. n. (a — a), brøle, om Oxer. Søndre Berg. Tell. — Heraf: Bur, m. Brølen. Dæ va slik en Byl aa Bur (Tell.).
Bu-rꜳk, f. Vei for Kvæget, Stier som jævnlig betrædes aaf Køerne. Søndre Berg. I Nordre Berg. og Sdm. hedder det: Burꜳs, f.; i Kr. Stift: Burekstr. Jf. Raak.
Bureising, m. En som er nylig bosat; en Begynder i Huusholdningen. Sogn. og fl. Andre St. Nybøling, Nyboling.
Burekstr, m. s. Buraak.
Burot (oo), f. en Art, Bynke (Artemisia vulgaris). Meget udbredt; nogle St. Bugras; i Ørk. Grꜳbu. (Jf. Raudbu).
burt (aab. u; ogs. bort), adv. 1) bort, hen. (I Betydning af en Fjernelse, Bortgang eller Forsvinden er Ordet ikke almindeigt, da man paa mange Steder bruger: av, og veg eller vek, i denne Betydning). Isl. burt; fordum: brott, braut, á braut. Hertil: burtfallen, burtkomen, burttikjen o. s. v. Mest i det Søndenfjeldske. — 2) hen, over, hen til et Sted (som ikke er langt borte). Alm. og meget brugl. — burt i Veggjen: hen i Væggen. burt paa Elv’a: til den anden Side af Elven. Ombytningen af burt med ut, fram, upp osv. beroer paa Forholdet til det Sted hvorfra Bevægelsen tænkes udgaaen; saaledes hedder det: „burt paa Fjell’e“, fra en langt fraliggende Høide eller fra et andet Fjeld; men derimod: "upp-aa Fjell’e", fra et nærliggende lavere Sted. „burt i Dalen“, fra en anden Dal; men: „ned i Dalen“, fra Høiden o. s. v. — 3) henne, ovre (istedetfor: burte); med: i, paa, under. f. Ex. burt i Stovenne: henne i Stuen. burt paa Holma: ude paa Holmen.
burta, adv. 1) hid, hid over, fra et lige overfor liggende Sted. burta um Elv’a: fra den anden Side af Elven. I Sdm. Nfj. og fl. bruges det som præpos. (ligt: inna, neda og fl.); f. Ex. burta Strandenne, burta Vikjenne ɔ: fra Stranden eller Vigen paa hiin Side. — 2) ovre, paa hiin Side. Kun i Sammensætning, og hedder i Hard. og Voss: burtan. Hertil: burta-pꜳ: hiinsides, f. Ex. burtapꜳ Elv’a. burtafyre (i Hard. burtan-fy’), adv. og præp. hiinsides, paa den anden Side. Alm. — burta-til (burtan-te, Voss), hid over, fra den anden Side. (Nogle Steder: burta-ette). I Ørk. betyder: burta-te, ogsaa: paa hiin Side.
burtaste, adj. fjerneste, som er længst ude. Hedder i Ørk. byrtest. I Sdm. forekommer byrst, som adv., saaledes: hyrst burte ɔ: længst ude. Nogle Steder ogsaa: burtare ɔ: fjernere. I Gbr. bortar; i Ørk. byrter.
burte, adv. 1) borte (om en Forsvinden). Mest søndenfjelds; jf. veg. 2) henne, ovre; paa den anden Side. Hær beint burte: her lige overfor.
burt-ette, længere hen, udad (i horizontal Retning).
Burtn (el. Burtne), m. Bregne (en Planteslægt). Hard. Isl. burkni. Hedder ellers: Blom (Sdm. og Tr. Stift), Lok (Shl.), Slok (Tell.), Buslok (Hall.), Ormagras (Jæd.).
Burtnamark, f. Bregnemark.
Buru, f. Hunbjørn; see Bæra. Buru for Bore (f. Ex. Naasaaburu), s. Bora.
busa (aab. u), v. n. ødsle, sløse med noget. Sdm. Han hev’ ikje stort te buse mæ.
Bu-sete, m. Indsidder; eenlig Person, som har sin egen Huusholdning i en anden Mands Huus. Tell.
busetja (-seta), v. n. sætte Bo.
busitjande, (busitand), adj. bosiddende.
Busk, m. Top, Dusk; som Axet eller Toppen paa Havren. Ørk. og fl. (Jf. Brusk).
Buska, f. 1) et Løvtræ, især Birk. b) en Green med Løv paa. Meget udbredt. c) et Riis. Helg. Sdm. og fl. Han fekk ’ta Buskenne ɔ: han fik Pidsk.
Bu-skap, m. 1) Kvæg, Fæ; Besætning af Kreature. Alm. (Jf. Fenad, Andmarkje, Bøling). 2) Huusholdning. (Isl. búskapr). be te Buskaps: gaae omkring for at bede om Korn og andre Ting til en ny Huusholdning (en Skik i enkelte Egne).
Busketopp, m. Birketop.
Bu-slag, n. Art, Race af Hornkvæg.
busliten (aab. i), adj. 1) forarmet, hvis Formue er formindsket eller gaaen tabt. Shl. Hard. 2) som har mistet en Deel af sit Kvæg. Nhl.
Buslok, Bregne; s. Burtn.
Buss, m. en liden Stump, f. Ex. af Tobak. Tell. Gbr. Ørk. og fl. (Sv. buss).
Bussa(r), pl. m. Venner, Fortrolige.
Bust, f. en Børste, et stivt Haar. Heraf bysta. Jf. Boste.
