Mest om Børn. Helg. Sogn. Isl breka. (Jf. masa).
brekjen, adj. overhængende, besværlig ved idelige Begjæringer. Sogn, Tell. (Jf. aabrengjen, og masen).
Brekka, f. en Bakke; sædvanligst om de Bakker, som danne en stump Vinkel, saaledes at der er fladt ovenfor og nedenfor samme. Søndre Berg. Sogn, Hall. Gbr. Ørk. Jf. Braut og Mæl. (Nordtydsk og Engl. brink. Isl. brekka, Skraaning).
brekkut, adj. bakket, om Veie.
Brem, s. Brim.
brend’, partic brændt. — Brendepoke (aab. o), en Hudsygdom, der har nogen Lighed med brændt Skade. Sdm. Ndm.
brenna, v. n. (brenn’; brann; bronne), brænde, være i Brand. Infin. hedder ogsaa brinne (Trondhj. Stift); G. N. brenna. Præs. brinn (Tr.); Imperf. i Fleertal: brunno (Hall. Vald.); Supinum: brunne (Gbr. Tr. Stift). Figurl. Betydning: ulme, gjære, være nær ved at bryde ud. Han gjekk aa brann mæ dæ (om En som skjuler en stærk indre Bevægelse). Beslægtede: Brand, Brune.
brenna, v. a. (e — de), brænde, sætte i Brand; tilberede ved Ild. Adskilles altid i Formerne fra det foregaaende. brennande, adj. brændbar. Dæ brann alt som brennande var.
Brenna, f. 1) i Betydn. afbrændt Stykke (= Brote), findes det kun i Stedsnavne. 2) et Redskab til Kaffebrænden. Ag. Stift.
Brennefang, n. Brænde. (Søndenfj.).
Brennenot (aab. o), f. Nælde (Urtica). B. Stift. Ogs. Brennenetla. Derimod: Brennheta (=hetta) i Gbr. og Brennhutu i Ørkd.
Brennesott, f. Halsbrynde. Sogn, Vald. Ellers Halsbrune, Elde, Brøstsvid.
Brennestein, m. Svovel. (Ogs. Isl.).
Brennetorv, n. Tørv til Brænde.
brennheit, adj. brændende hed.
Brennheta, s. Brennenot.
Brennhite (aab. i), m. brændende Hede.
Brenning, f. 1) Brænden: 2) = Brising.
Brensla, f. Brænden, Forbrændelse.
Bres, s. Bris. — Bresma, s. Brosma.
Bresne, s. Blesme.
Brest, m. 1) Sprække, Revne. G. N. brestr. 2) Brøst, Mangel. Nhl.
bresta, v. n. (brest’; brast; broste), 1) briste, sprække (kun om haarde Sager, f. Ex. Glas og Metaller). — 2) mangle, fattes. Nhl. Shl. Hedder i Nfj. og Sdm. reste (Impf. rast); ellers: skorta, vanta, og fl. (G. N. bresta).
bresten, adj. skjør, som let brister. (Sjelden).
Brestkaal, n. Agerkaal. Østerd.
brestlaus, adj. fri for Brist el. Sprækker.
brestut (-ette), adj. fuld af Sprækker.
bretta, v. a. (e — te), 1) bøie op, vride tilbage, opfolde, f. Ex. Ærmerne, Klæderne, et Forhæng. Meget udbredt; maaskee alm. Isl. bretta. (Ogsaa i Danmark). 2) spanke, give sig en stolt Holdning. Han gjekk aa brette seg: han g ik og satte Nakken i Veiret. brette Leggjenne: skyde Knæerne stærkt tilbage, gjøre stive Been. Sdm. og fl. (Jf. bratt).
bretten, adj. stolt, stiv i Gang eller Holdning.
Brev (ee), n. Brev; Dokument (f. Ex. Skiftebrev); nogle Steder ogsaa Papir. Nogle St. Bræv: i Nhl. Brøv (G. N. bref, af et latinsk Ord).
brevgjera, v. a. opsætte skriftlig, indføre i et Dokument. Søndre Berg. (i Formen: brøvgjera, hvoraf Brøvgjering, f.).
Brevsending, f. Korrespondents.
brevsett’, adj. skriftlig opsat, stadfæstet ved et Dokument. Sjelden.
brevsynt’ adj. som kan læse Skrift.
bri, v. n. læmpe, indrette. Sdm. (Variation, enten af brigda, el. vrida).
bride (aab. i), v. n. (a — a), lyse, glindse, give et hvidt Skin ligesom Sneen. Sdm. Dæ brida ’ti di: det skinner som af Snee.
Bride (aab. i), m. Sneemasse, Sneelag; især om de vedvarende Sneehobe paa Fjeldene. Sdm. Nfj. I Trondhj. Stift: Bree, og Bræe. Ellers: Fonn.
briga, s. brega.
Brigd, f. en Forandring. Sdm. (Sjelden). Helgabrigd, Sidabrigd (Afvigelse fra den daglige Skik). Isl. brigð.
brigda, v. a. (a — a), 1) forandre, gjøre en Forandring med. Hard. og fl. I Nhl. brygda. (Isl. bregda). Oftere v. n. forandre sig (f. Ex. om Veiret). I Sæt. bregde; i Sogn: bragda. — 2) vende, bøie om, vride tilbage. brigde upp Ermanne. Sdm. hvor det ogsaa hedder brygde. Jf. bretta. — 3) forvride, vrænge et Ledemod. Nfj. Sdm. I nordre Sdm. brigste; ellers: rengja, rela, vikla, kjeika. — I Tell. skal Ordet fordum have havt Betydn. dræbe (vel egentlig: omvride).
brigdast, v. n. forandres, blive ander-
