Side:Ordbog over det norske folkesprog.djvu/61

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

brꜳfeig ɔ: han døer vel ikke saa pludselig.

brꜳfengd, adj. som kan faaes i Hast. (Sjelden). Brꜳfengd, f. s. Brꜳsykja.

Brꜳfengje, n. Nødhjælp, noget som kan skaffes i en Hast og bruges indtil videre. Nordre Berg. Jf. Brꜳnøyte.

brꜳgꜳ, lyse, glimte; s. braga.

brꜳgjort, adj. n. gjort i en Hast.

Brꜳgn, s. Brogn.

brꜳhuga, adj. hastig, utaalmodig, som ikke kan bie. Tell. og fl.

Brꜳk, f. en Bue af Jern eller Vidier, hvori man bereder Skind ved at trække den frem og tilbage. Alm. Isl. brák.

Brꜳk, n. idelig Brydning eller Vridning; stærk Bevægelse, Slid og Slæb.

brꜳka, v. n. (a-a), bryde, vride, slide paa. Tr. Stift. I Særdeleshed: a) bryde Hør eller Hamp for at faae Stilkene fra. Ag. Stift. b) berede Skind i en Braak. Mere alm.

Brꜳkvitel, m. et Aaklæde, Overklæde af grovere Vævning (til en Seng). Nhl. Modsat: Mjukkvitel. (S. Kvitel).

Brꜳl (og Brjaal), m. en stærk krydderagtig Lugt. Sdm.

brꜳlynt, adj. hastig tilsinds. Ag. Stift.

Brꜳmein, n. s. Brasykja.

brꜳna, v. s. braadna.

Brꜳnꜳ, m. Brænden; Brynde, Kvalme; s. Brune.

brꜳndut, s. brandut.

Brꜳnk, n. s. Brank.

Brꜳnøyte, n. Nødhjælp, noget som man kun benytter for en kort Tid. Te Braanøytes: til Hjælp for Øieblikket. Ørk. I Shh. Braanøytla, f. andre Steder Braafengje, n.

brꜳsinna, adj. utaalmodig, fremfusende.

Brꜳskap, m. Hastighed; Utaalmodighed. (Sjelden).

Brꜳsykja, f. en Kvægsygdom, som paakommer meget pludselig og som sædvanlig medfører Døden. Sogn og fl. Ogsaa kaldet: Braafengd, f. (Sogn), og Braamein (Tell.).

Brꜳtaa, s. Brote.

brꜳtikjen (aab. i), adj. tagen eller greben pludselig; ogsaa: let at tage (= snartikjen).

brꜳtt, adv. snart, hastigt, pludseligt. Ogsaa: nær, f. Ex. Han va’ ikje braatt so stor ɔ: langt fra ikke saa stor. Nogle St. brꜳtte.

Bree, m. s. Bride.

brega (el. briga, med aab. i), v. n. svæve, vifte eller bæve, ligesom en Flamme. Dæ brega fere Augo. Hall. Jf. braga.

bregda, v. a. (a — a), 1) væve Baand paa en egen Maade, som ligner Fletning. Shl. (Isl. bregda, strikke). Jf. brogde. 2) v. n. forandre sig; s. brigda. Sætersd.

breid (brei), adj. bred. (G. N. breidr).

Breidd, f. 1) Brede, Bredhed. (G. N. breidd). 2) Bred, Kant, Rand (= Trøm, Jar, Bar). 3) Side (eller egentlig: Linie, lige Række). I Breidd mæ: ved Siden af, jævnsides med. Tr. Stift, Helg.

breidd, partic. dækket, overdækket.

breiddfull, adj. fuld til Bredden.

Breiddvid (-ve), m. det yderste Stykke paa Siden af en Langslæde. Sdm.

breide (breia), v. a. (e — de), 1) brede, udbrede (især noget som tjener til at dække eller skjule med). G. N. breiða. 2) sprede, om en jævn Udspredelse, f. Ex. af Hø eller Gjødsel. Jf. einbreia, og sibreia (som forudsætter den mere regelrette Flexion a — a, istedetfor: e — de). — breide attyve: skjule, tildække. breide ne’re: tildække ganske (Sdm. og fl.). breie paa seg: trække Sengklæderne over sig. breie upp: rede en Seng (Buskerud og fl.); ellers: reie upp.

Brei(d)e, f. 1) en Deel udspredt Hø. Høybreie. (Ørk. og fl.). S. Flekk. 2) en stor udspredt Hob, især af Fugle. Fuglebreie. Helg.

Breidemjøl, n. Meel som strøes over Brødet ved Bagningen. Sdm. og fl.

Breidevoll, m. et bekvemt Sted til at tørre Hø paa. Ogs. Breideplass, Breidarplass.

breidføtt, adj. bredfodet.

Breidkjæft, m. en Fisk med en overmaade stor Mund (Lophius piscatorius).

breidleitt, adj. bredladen, som har et bredt Ansigt. Alm. (G. N. breiðleitr).

breidmæ, s. Breidd, f.

breidna, v. n. blive bredere.

breidnasa, adj. brednæset.

breidrenda, adj. med brede Striber.

Breidsla (Breitla, Bresle, Breltje), f. 1) Udspredelse, f. Ex. af Hø. Ogs. Breiding, f. 2) i Sammensætning: Dække, Tæppe; see Aabreidsla, Yvebreidsla, Underbreidsla.

breidtent, adj. bredtandet.

breie, s. breide. — Breitla, s. Breidsla.

Brek (aab. e), f. Nød, Skade. Han hev’ inkje noka Brek: han har ikke nogen Nød. Sdm. Isl. brek, n.

Brek, n. Tryglen, Overhæng.

breka (aab. e), v. n. (a — a), trygle, bede idelig om noget, især Smaating.