som enten udtrykke et utydeligt og ubetydeligt Begreb eller blot bruges som en Forandring af andre Ord uden nogen særegen Betydning. Det gives nemlig tildeels en stor Mængde af Synonymer for enkelte Ting, hvorom der ofte tales; til Exempel kan der anføres, at det Begreb: kludre (eller slæbe uden Fremgang) udtrykkes ved en Mængde lignende Ord, saasom klatre, kratle, kaltre, katle, kotle, kokle, kolke, klakke, kladde, klafse, klaasse, kaasse. Naar alle saadanne Ord skulde optages lige villigt og forklares lige omhyggeligt, vilde de udfylde en stor Deel af Bogen, som kunde være anvendt til noget bedre. Imidlertid hænder det dog ofte, at et Ord, som saaledes synes at være uvigtigt i Betydningen, dog findes at være vigtigt i Formen, da en vis Overgang i Sproget eller en vis Slægt af Ord kan blive nærmere oplyst ved samme. Man maatte derfor være varsom med at udelade saadanne Ord, da det let kan hænde, at et Ord som man saaledes har forskudt, vil senere findes at have et Værd, som man ikke forhen kunde ane. I Begyndelsen af mit Arbeide var jeg meget tilbøielig til at udelukke saadanne Ord, da jeg frygtet for, at der skulde blive en altfor stor Mængde af dem, og at de saaledes skulde være til Hinder for Sprogets Anseelse. Da jeg imidlertid efterhaanden opdagede, at adskillige saadanne Ord havde en dybere Grund i Sproget og stode i Forbindelse med ægte gamle Former, har jeg i den senere Tid været langt mindre kræsen med Hensyn til de overflødige Ord; de ere saaledes blevne optagne, men affærdigede saa kort som muligt, tildeels kun med en Henviisning til et mere bekjendt Ord, som har den samme Betydning.
Efter visse Bemærkninger om Bogens Indhold i det Hele bliver det nødvendigt at tale om Behandlingen af Ordenes Form, især de lexikalske Former med deres Forandringer i Dialekterne. Her komme vi altsaa til en Sag, hvorom der kunde være meget at sige, og hvis udførlige Afhandling vilde blive altfor vidtløftig for en Fortale. Det maa først tages i Betragtning, at det Sprog, som her behandles, er et Talesprog uden Skrift eller litteratur; det er altsaa ikke en bestemt boglig Sprogform, som her skal fremstilles, men det er et levende Sprog, som paa een Gang skal overføres fra Tale til Skrift. Dette Sprog har den Beskaffenhed tilfælles med flere nyere Talesprog, at det overalt stræber efter Lethed og Megelighed for Udtalen og altsaa forkorter eller sammentræffer saadanne Former, som synes at være noget haarde eller noget lange og slæbende i Talens Løb. Hertil kommer at Sproget bestaaer af mange Dialekter, hvori disse Forandringer og Forkortninger altsaa foregaae paa forskjellige Maader. Naar nu disse Dialekter skulle betragtes samlede som et Heelt, maa man altsaa vælge en af de forskjellige Former til at sætte i Spidsen, og dette Valg maa gjøres efter en vis Plan, idet man altid maa erindre sig, at den Form, som her sættes først, vil altid komme mest i Betragtning, blandt andet ved enhver Henviisning til Ordbogen. Dersom der nu fandtes en Dialekt, som havde et afgjort Fortrin fremfor de øvrige, og som overalt tilbød de fuldkomneste Former, da vilde det være bedst at sætte denne Dialekten i Spidsen, saa at Sprogformen i det Hele blev læmpet efter samme. Men en saadan Dialekt kan der ikke paavises; det er derimod Tilfældet, at den Form, som ved en Sammenligning med andre Sprog viser sig at være den fuldkomneste, findes snart i den ene, snart i den anden Dialekt, og er undertiden meget sjelden, undertiden endog forsvunden i Talesproget. Desuden gjælder det her ei alene at foretrække den bedste Form, men ogsaa at beholde en vis Lighed og Analogie i de foretrukne Former, saa at disse i det Hele kunde danne en bestemt og regelmæssig Sprogform. Man seer altsaa, at der i denne Sag er megen Anledning til Vilkaarlighed og Eensidig-
