dablad, Sagblad. Det Bla’ som findes i Blahyse og Blasild er vistnok et andet Ord. Jf. blæa.
bladd, adj. udsøgt, udvalgt. Tell. (see blæa).
blade (bla), v. n. 1) blade, som i en Bog; 2) undersøge eller gjennemsee noget for at gj øre et Udvalg.
bla(d)laus, adj. bladløs; i Kortspil om den som ikke har vundet et Stik. Heraf Blaløysa, f.
Bla(d)side, f. Side, Pagina i en Bog.
blagda, v. n. flamme, glimte. Namd. I Indr. blꜳgꜳ (for blaga), som ogs. betyder. prale, glimre, have et stolt Udseende. See bragda.
Bla’hꜳ, m. Hunnen af Haafisken; modsat Re-hꜳ. Nedenæs.
Bla’hyse, f. et Slags meget stor Kuller (Fisk). Sdm. Jf. Hysa.
Blak (langt a), n. . 1) i Seiladsen: det Tilfælde at man har Vinden imod Kanten af Seilet, saa at det ikke kan opfange Vinden. Helg. 2) Ly for Vinden, en stille Plet paa Vandet bag et Næs eller en Klippe. Sdm. og flere; ogsaa i Helg. (Isl. blak, Viftning, Blæst).
blaka, v. n. (a — a), 1) vifte eller bæve som et Seil, naar det ikke kan opfange Vinden. Helg. 2) ligge i Ly; f. Ex. Dæ blaka unda Nesa: der er stille tæt ved Næsset. Sdm.
blakk’, adj. blegagtig; blegnet eller falmet (om Farve og farvede Ting). Sv. black. Maaskee egentlig en Ændring af blank (Engl. blank, bleg). Det Isl. blakkr betyder mørk. — Jf. brunblakk, gulblakk, raudblakk. En Hest af saadan Farve kaldes: Blakk’en (el. Blakkjen), en Hoppe Blakka. See blekkja.
blakkvoren, adj. noget blegagtig.
blakna, v. n. blegne, falme, affarves.
blakra, v. n. bæve, ryste, vifte ligesom Løv. Nhl. Sdm. Ørk. og fl. Ellers blikra (Tell.), blikta (Sogn). Dei blakra Stjernenne: Stjernerne blinke. blakra mæ Øyraa: ryste Ørerne, om Faar. (Isl. blakta).
Bla’massing, Messing i Plader. Sdm.
Blad, n. (?), findes kun i Talemaaderne: te blands, ɔ: i blandet Orden, om hinanden, hist og her. i bland (udtales sædv. iblandt): af og til.
blanda, v. a. (a — a), blande. Hedder paa mange Steder især nordenfjelds: blende (G. N. blanda).
blank’ (blaank’e), adj. blank. Heraf. blenkja, Blenk, blenkjast.
(Blanklaanga), Blaankelaange, f. en Art Langer (Fisk) med lyst og blankt Kjød. Modsat Byrkjelaange. Sdm.
(Blankstein), Blaankestein, m. Navn paa et Slags Fisk (Salmo immaculatus).
blank-øygd, adj. blankøiet, klarøiet.
Bla’sild, f. en Art Sild af samme Størrelse som Brisling eller lidt større. — I Shl. er Blasild omtrent hvad de Handlende kalde Kristianiasild.
blaskra, v. n. pladske. Hard. Jæd. Tell. — Jf. baska.
blau, adj. undseelig, bly, frygtsom. Rbg. Tell. I Betydn. falder det sammen med blyg (blug), men er dog sikkert et andet Ord nemlig = G. N. blauðr, frygtsom. I danske Dial.: blød, undseelig.
blaut’, adj. blød; sædvanlig med Begreb af Væde el. Fugtighed. (G. N. blautr). Figurl. blødhjertet, som ikke har Mod. Om tørre Sager som give efter for Tryk (f. Ex. Hud, Klæder, Puder, Haar), siges ikke blaut, men mjuk; derimod siges blaut om Metaller og især om Jernredskaber. Jf. Blot og bløyta.
Blaut, m. Frygt, Modløshed. Blaut’en tok ’en: Frygten betog ham. Ørkd.
blauta, v. n. tabe Modet, blive ræd. Nordre Berg. Sdm. Fosen.
Blaut-arv, Fuglegræs. See Arve.
Blaut-egg, n. Æg uden Skal.
Blautegrjot (-grot, -grøt), n. Klæbersteen.
Blautelod (oo), f. blødt Foder, opvarmet i Vand. Sdm. Ellers Blautfo’r, Blauthøy.
blautfengt, adj. blødagtig, kjælen. Ørk.
blauthjarta, adj. blødhjertet; let at røre.
Blauting, m. frygtsomt Menneske. Tr. Stift.
blautlendt, adj. n. sumpigt, bestaaende af blød Jordbund.
blautmata, adj. om Korn: umodent, som har blød Kjerne. Jf. mata.
blautna, v. s. blotna.
blautt, adv. frygtsomt, uden Mod. Han spela ikje blautt, ɔ: han spiller ikke lavt Spil; han er temmelig dristig. B. Stift. Hører maaskee til det foranførte: blau.
Blaut-tistel, m. Planten Svinemælk (Sonchus arvensis). Ørk.
blautvoren, noget blød eller fugtig.
blavre, v. n. flamme, glimte. Østerd. S. braga.
blꜳ, adj. blaa. I Sæt. blꜳ’re (G. N. blár). I Sdm. har blaa et Par afvigende Betydninger: a) ung, spæd. Ho æ eit blꜳtt Ba’n endꜳ: hun er jo
