Bjella, f. Bjælde, Koklokke. Mange St. Bjølle. (Isl. bjalla, bjöllur). Hertil Bjellku (-kyr), f. den Ko som bærer Bjælden (i Spøg ogsaa om en Person som altid vil føre Ordet for de andre).
Bjerg, f. Hjælp; see Berg.
bjerten, adj. lys, blid. Nhl. Mest figurlig; f. Ex. da æ’kje so bjærte fyr ’an, ɔ: der er ikke synderlig blide Udsigter for ham. Jf. bjart.
bjo(d)a, v. a. byd’; baud; bode, med aab o), at byde. Infin. hedder: bjoa, bjoe (i de sydlige Egne), bjøde, med aab. ø (Nfj. Sdm.), bjø og by (nordenfjelds). G. N. bjóda. (Jf. Gram. § 275). Indikativ mest alm. by; bau; heve boe (aab. o). Betydning: 1) byde, tilbyde; ogsaa gjøre Bud paa noget. — 2) indbyde, invitere. (Sjeldnere; s. bidja som udtrykker de øvrige Betydn. af det danske: byde). bjoe av: vægre sig, undslaae sig; ogsaa: modsætte sig, gjøre Modstand. Tell. — bjøde mot: vække Modvillie, give Ulyst. Sdm. (Hertil: motbydeleg). bjoe te: forsøge, begynde paa. Tell. Guldbr. Med Eftertryk: Dæ bau te! det manglede ikke, det var nok Tilfældet! bjoe vondt, sætte sig op, true eller angribe En. Derimod: bjoe godt: gjøre sig blid og føielig. Tell. og fl. bjøde sig: tilbyde sig. bjøde seg ut: udæske nogen til Kamp. Sdm. og fl.
bjo(d)ande, adj. værdig, som kan tilbydes.
bjo(d)ast (bjoast, bjødast), v. n. (by’st; bau’st; bodest), — bydes, tilbyde sig.
Bjor (oo), m. 1) en Bæver. Hard. Rbg. Tell. I Østerd. Bjør. Ellers Bøver. (G. N. bjór). 2) en flittig udholdende Arbeider. Ein Bjor te arbeie. Ein Arbeidsbjor. Ørk. Helg.
Bjore, el. Bjor, m. Overlæderet i Skoe; ogs. en Kile, en kiledannet eller trekantet Stump. Hard. og Sogn (sjelden). Jf. Bjørlad, og Isl. bjór.
Bjorhus, n. Bæverdam, Bæverhule. I Østerd. Bjørhus; i Guldbr. Bøverbrote.
Bjorskinn, m. Bæverskind. Rbg.
bjug, adj. krum. Er anført i Hallagers Ordsamling og forudsættes i bjugføtt, men synes nu at være ubrugeligt. Hallager anfører ogsaa Verbet bjuge (ɔ: bøie), og et saadant Ord (med Formerne: byg; baug, bogje) maa antages som Stamord for: bogjen, Bogje, bøygja o. fl.
bjugføtt, adj. krumbenet, som har meget bøiede Lægge. Ørk. Guldbr.
bjugta, v. n. bugne, bøie sig. Guldbr.
bjøde, og bjø, see bjoda.
Bjønn (for Bjørn, aab. ø), m. Bjørn. I søndre Berg. Sogn og Hall. Bjødn; i Selbo: Bønn. (G. N. björn). I Sammensætn. Bjønna, f. Ex. Bjønnefar, n. el. Bjønnafore (Sdm.): Spor efter Bjørnen. Bjønnehide (hie): n. Bjørnehule. Bjønnajag, n. Bjørnejagt. Bjønnalabb (-lom, Sdm. -ram, Østerd.), m. Bjørnelab.
Bjønna, f. en Hunbjørn. Søndre Berg. Ellers: Binne (Tell. Hall. og fl.), Bingse (Helg. Namd.) G. N. birna. Om de øvrige Navne see Bæra.
Bjønnabær, n. Korbær, blaa Bringebær (Rubus Cæsius). Næsten alm. i de sydlige Egne. I Ørk. er Bjønnbær) det samme som Blokkebær.
Bjønnakamb, m. et Slags smaa Bregner (Osmunda spicans). Tell. Sdm. og fl.
Bjønnatruft, s. Truft.
Bjønn-erv, el. Bjønsærv, m. en Jærv. S. Erv.
bjønnfri, adj. sikker for Bjørnen, om Fæhuse.
Bjønnmose (aab. o), m. Haarmos (Polytrichum commune). Søndenfjelds,
bjønnut (bjønnaat), adj. fuldt af Bjørne. Tr. Stift.
Bjønnveidn, f. egentl. Bjørnefangst; sædv. et sjeldent Lykketræf, noget som sjelden skeer. Sdm.
Bjørga, f. en Række af Klipper, en Strækning som er fuld af Klipper. Hard (?).
Bjørk, f. Birk, Birketræ. Alm. (G. N. og Sv. björk). Bjørkabor(d), n. Birkeplante. Bjørkeskat, n. Toppe og Grene af Birk. Bjørkeskog, m. Birkeskov. Bjørka, f. Birkesaft, s. Byrkja.
Bjørkepors, m. Dvergbirk (Betula nana). Nordre Berg. Ellers Bjørkakjørr, f. (søndre Berg.), Rape (Tell.), Kjesa (Shl.), Fjellsnær (Ndm.).
Bjørkeskjegg, n. Birkelav (et Slags Mos), Usnea barbata. Sdm. o. fl. Nogle St. Bjørkelav.
Bjørlad, n. Gavlen eller den øverste Deel af Tværvæggen i en Tømmerbygning. Sdm. Nfj. (Isl. bjór, bjórpil). Ellers: Rysting (Tr. Stift), Ramlægje (Tell.). Jf. Bjore.
Blad (Bla), n. (Fl. Blod, Blo, aab. o), Blad; ogsaa den tynde eller flade Deel af et Redskab. Aarablad, Skjei-
