tværvoxet (om Træ). Sogn. Ellers motvidd.
Andvind (Annvinn), m. Modvind. (Helg.).
Andvoka (aab. o), f. Søvnløshed, lang Vaagen. Sogn. Nhl. I Tell. Andvoku. (Isl. andvaka).
Andøra, f. i Hard. om En, som bærer sig klodset eller forkeert ad. Jf. anderes, og Isl. öndverðr.
andøva, v. n. (e - de), 1) om Fiskerne: roe imod Vinden eller Strømmen for at holde Baaden stadig paa samme Sted. Alm. i B. og Kr. Stift. Isl. andæfa, andhæfa. Jf. høva. 2) uegentl. have travlt, være sysselsat. Jf. Andov og Andsrom.
anga, v. n. (a - a), 1) lugte, give Lugt af sig (som Blomster). 2) lugte til noget. Mest i B. Stift, og oftest i Formen: ꜳnga (s. Angje). Isl. ánga, dufte.
Anger (Angr, Aang’r), m. Anger.
angersam, adj. angerfuld, fortrydelig. Tr. Stift. Ellers: angerfull og angren.
Angje (Ꜳngje), m. Lugt (især behagelig), Duft, Vellugt. Alm. vestenfjelds. I B. Stift for det meste: Ꜳngje. (Isl. ángi. Sv. ånga, Damp). Jf. Luft, Dꜳm.
angleg, adj. bitter, fornærmelig (om Ord el. Yttringer). Tell.
Angmor, s. Agnor.
ang-orig, adj. bidende, som bruger bittre, fornærmelige Ord. Tell.
angra, v. a. (a - a), angre, fortryde. (I B. Stift: ꜳngra).
angren, adj. angerfuld; ogsaa: ømsindet, som gjør sig Anger af smaa Uheld.
Angrøme, n. Tranghed, Indskrænkning af Rummet (= Trꜳngrøme). Sæt. (Stamordet: ang, d. e. trang, synes at være tabt).
Angstei, s. Agnestei.
Ank, n. Bekymring, Uro i Sindet; ogsaa: Anger, Fortrydelse. (= Hugverk, Attelit).
anka (a - a), v. n. (med: paa), 1) ængstes, være bekymret (jf. illhugast, attelita); 2) angre, fortryde, være utilfreds med noget.
ankefull, adj. bekymret, ængstelig.
ankelaus, adj. tryg, rolig, ubekymret. — ankelaust, adv. roligt, uden Frygt; ogs. upaaanket. Ankeløysa, f. Tryghed.
Anker (rettere: Ankjer), n. 1) Anker til et Fartøi. I Hard. Akkjer. (G. N. akkeri). — 2) Anker (Kar), en Trediedeels Tønde.
Anlet, s. Andlit.
Anmarkje, s. Andmarkje.
ann, adj. 1) stræbsom, omhyggelig, ivrig. (Trondhj.). Han va sꜳ ann paa dæ: han bestræbte sig ivrigt derfor. (Indr.). Hedder ogsaa ant (i Ørkd.). E va so ant um dæ: det var mig meget om at gjøre. 2) i Neutr. ant: nødvendigt, magtpaaliggende; ogsaa: hastende, som maa skee strax. Dæ va so ant um (Ndm.): det hastede meget. D’æ itt sꜳ ant um dæ (Indr.): det er ikke saa nødvendigt. Isl. annt.
anna (e), v. n. og a. (a - a), haste, skynde, drive paa. Rbg. anna pꜳ ein, paaskynde. anna seg, være flittig. Sæt. Ellers: onna (jf. ama, masa). Hertil: annig, annsam, Onn og fl.
anna, adj. n. (ved Udeladelse af et andet Ord anvendt som conj.): 1) undtagen (udeladt: enn). Alle anna me (ɔ: alle undtagen vi). Altid anna um Kvelden (ɔ: altid undtagen om Aftenen). 2) men, derimod (efter en Negtelse): Ein sꜳg inkje Gras ꜳ inkje Skog’, anna da va bære Bergj’e pꜳ alla Side. B. Stift.
anna-kvart, hvert andet (s. nedenfor).
annan (annen), adj. anden (i de almindelige Betydn. som Modsætning til den første, den forrige, den samme, den sædvanlige o. s. v.). Ordets Former ere meget forskjellige; saaledes: a) masc. annan (Tr. Stift), annin, annen (mest alm.), ann’, a’en (forkortet), onnor (Sogn); egentl. annar, ell. annarn. G. N. annarr. b) femin. onnor (søndre Berg.), onnꜳ (Sfj. Sdm. og fl.), annor (Stav.), anna (Rbg. Tr.), G. N. önnur, onnor. c) neutr. anna. G. N. annat. d) Fleert. andre (mest alm.; eg. annre), ann’r (Tr.), are (søndre Berg. Hall. Vald.), aire (Sæt.). G. N. aðrir. e) bst. Form: andre, are. f) Dativ af Neutr. og Fl. auro (Helg.), aurꜳ (Sdm. og fl.). G. N. öðru, pl. öðrum. (Gram. § 102). — Talemaader: Annan Kveld (eller: anna-kveld, neutr.) ɔ: imorgen Aften. Onnor Natt, ɔ: anden Nat, Natten efter imorgen. Onnor Helg ɔ: næste Helligdag efter den førstkommende. Annen Mꜳndag ɔ: paa Mandag otte Dage til. Anna Ꜳr: næste Aar. Anna slikt til: lige saa meget til; dobbelt saa meget. Da vart anna Slag: det blev noget ganske andet. Dæ va ikje anna til (Sdm.): det var just tilpas, det skulde man netop
