anderleis (for andreleides), adv. anderledes. Hedder ellers: andeleis (mest alm.), ansleis (Trondhj.), areleis’ for adreleides (Nhl. og fl.), aarleis (Voss), aleis (Romsd.), ailei, aileis (Sæt.), auleis (Meldalen), andelein for andre Leidenne (Guldbr.), arelein (Hall.), alein (Hall. Vald.). S. annan.
andersinne (eller andresinne), til andre Tider, en anden Gang. Nordre Berg. I Sæt. airesinne.
anderstade (andre Stade), andensteds. Hedder ellers: andrestae, aresta; i Sæt. airestae; i Sdm. aurꜳstodꜳ, og aurꜳstꜳ (for oðrum stoðum).
andfares, adv. efter Rad, i uafbrudt Orden, saaledes at man ikke gaaer noget forbi. Søndre Berg. Ellers: ette rad, ette roke (Sdm.), fyre tvart (Tr.).
andføtta (e), v. a. vende imod hinanden, sætte i omvendt Stilling. Tell. See følg.
andføttes, adv. 1) imod hinanden, i modvendt Stilling (saaledes at den Enes Fødder vende til samme Kant som den Andens Hoved). Alm. i B. og Kr. Stift; sjeldnere i Tr. og Ag. — I Gbr. motføttes. 2) med Fødderne foran, bagvendt. Hard.
andgjeglast, v. (med mæ), trætte med En, tviste, gjøre Modsigelser. Shl. Nhl. Helg. (Isl. andgeyflast).
andhæres, adv. imod Haarene (som naar man stryger over et Dyr bagfra). Tell. Isl. andhæris, af Haar. (Det foranførte anderes synes at være et andet Ord).
Andlꜳt, n. Dødsstund, de sidste Aandedræt. Han lꜳg i Andlꜳtꜳ (dat. pl.) B. Stift. G. N. andlát, afláta, tabe.
Andlit (Anleet), n. Ansigt. Søndre Berg. Rbg. Tell. og Oplandene. I Hard. ved Omsætning: Alnit. Isl. andlit. Ang. andvlit.
Andlitslag, n. Ansigtstræk. Tell.
andløgd, adj. fuld af Latter. Guldbr.
andløgjen, adj. 1) besynderlig af Udseende, pudseerlig, latterlig. Lister. Dalerne (udt. andløien). 2) lattermild, tilbøielig til at lee; ogsaa om En, som seer forvirret og forlegen ud. Indre Sogn (udt. andløgen). Af lægja, log.
Andmarkje (Anmarkje, Ammarkje), m. Kvæg, Kreature; især Storfæ, Køer. Sdm. Nfj. Sfj. Shl. Ryf. — Ordet skulde maaskee egentlig betegne en enkelt Mands Kvæg og hentyde paa dettes særegne Mærke (Mark, n.).
andmott (oo), adj. stakaandet, som stønner eller puster stærkt af Udmattelse. Østerd. Sdm. (Vel egentlig: andmod).
Andnegle (Annegle), Fl. Revner i Huden ved Neglerødderne. Sogn. Sfj. og fl. Maaskee egentlig: Angnegler. Det Angelsachsiske angnægl (Eng. agnail) har en lignende Betydning.
Andnes (Annes), n. Næs ved Siden eller Mundingen af en Fjord. Nhl. (Isl. andnes).
Andov (oo), n. 1) det at man roer imod Vinden, for at Baaden ikke skal drive. (S. andøva). 2) Uro, Møie, Travlhed. Nordre Berg. Sdm.
andpusten (nogle St. andpust), adj. stakaandet af Udmattelse. Jf. blæst.
andre (are, aire), s. annan.
Andror (nogle St. Andro), m. Modvind for Roende; det at man maa roe imod Vinden. (B. og Tr. Stift). Isl. andróðr.
Andskap, n. Ansigtets Form eller Skikkelse. Sdm. Bruges kun i dat. plur. f. Ex. Han æ lik’e Far’a i Anskopꜳ (aab. o).
Andsloku, f. d. s. s. Andlaat. Forældet i Tell.
andsloppen, adj. aandeløs, færdig at tabe Aanden. Han hadde sprungje, so han va reint andsloppen. Voss. Hard.
Andsrom (Ansrom), n. i Fiskerbaadene: det Rum, hvori Roerskarlene roe for at holde Baaden stille under Fiskeriet. Sdm. Synes beslægtet med andøva.
andsvævd (ansvævd), adj. som ikke faaer sove i rette Tid. Hall. (= rangsvævd).
andsøles, adv. imod Solen, d. e. fra Høire til Venstre. Tell. Isl. andsælis). Ellers rangsøles.
andtept (teft), adj. plaget af Snue (eller Tilstopning i Aanderedskaberne). Guldbr. (Sv. andtäppt). Jf. teppa.
anduga (aab. u), v. n. (a — a), anke paa, eller ængstes for. Sfj.
Andvarp, n. Suk. (Nhl. og fl.).
andvarpa, v. n. sukke. (Nhl. Hard. Valders). Isl. andvarpa.
Andveg, m. Bænk ved Bagvæggen i en stue, inderste Bænk. Nhl. Voss osv. (dog næsten forældet). Isl. öndvegr.
Andver (Annveer), n. Modvind, Byger, som man har imod sig paa en Reise. Helg. (G. N. andviðri).
Andvid (Anve), m. Vridninger eller Krumninger indvendig i et Træ, hvorved samme bliver vanskeligt at høvle eller tilskjære. Nordre Berg.
andvi(d)a, og andvidd, adj. vredet
