følger den Uleilighed med Betegningen af den lukte Lyd, at den maatte gjennemføres i alle de Tilfælde, hvori denne Lyd forekommer, og disse ere her flere end i det gamle Sprog, da der er viste Stillinger, hvori en Vokal, som skulde være aaben, er gaaet over til den lukte Lyd; man maatte saaledes skrive: víll, vínne, fýlle, týnne, dríkke, Lýkkje, tígge, sígle, vílde o. s. v. (Gram. § 47). Desuden maatte man ogsaa hertil anskaffe nye Typer, forsaavidt man skulde bruge Frakturskrift; og at bruge nogen anden Skrift for de norske Ord synes ikke raadeligt. Den latinske Skrift (eller Antiqua) er altfor fremmed for vort Folk og fortjener, som mig synes, slet ikke den Anbefaling, som den har faaet; ialfald er den altfor jævn og eensformig, og den angriber derfor Øinene meget, hvilket egentlig er en af de slemmeste Feil, som en Skrift kan have.
Den anden Ting, hvorom her endnu skulde tales, er Ordenes Forklaring. Dette er uden Tvivl den vigtigste Deel af det hele Arbeide, og man kan ogsaa med Sandhed sige, at det er den vanskeligste. Det er let at laste paa en given Forklaring, men det er ikke let at gjøre den ulastelig. For det Første er det ofte vanskeligt at kjende Ordenes fulde Betydning, især naar man ikke har hørt Ordet ofte og i forskjellige Forbindelser. Jeg er saaledes bange for, at der vil opdages Feil i Forklaringen over saadanne Ord, som jeg kun har hørt paa eet Sted eller kun i een Forbindelse; og jeg har ogsaa ved enkelte saadanne Ord søgt at udtrykke en vis Tvivl med hensyn til Betydningen. For det Andet er der ofte en stor Vanskelighed ved at finde tilsvarende Ord i Skriftsproget til at forklare Ordene med, og i denne Henseende har jeg ialfald havt større Møie end med noget af alt det øvrige. Rimeligviis grunder dette sig for en Deel paa Ubevanthed med Brugen af Skriftsproget. Den som skulde gjøre et saadant Arbeibe ret tilgavns, burde ei alene have fuldkommen Kundskab om Folkesproget, men ogsaa en ligesaa fuldkommen Kundskab om Skriftsproget, hvori Forklaringen skal gives. Men begge disse Fordele ville under vore Forholde høist vanskelig kunne findes forenede hos en enkelt Person. Med Hensyn til Skriftsproget har man rigtignok nu en stor Hjælp i Molbechs danske Ordbog, uden hvilken et saadant Arbeibe vilde have været langt mere vanskeligt. Men man lærer ikke et Sprog af Ordbøger alene; kun en langvarig Øvelse i Forfatterskab eller offentligt Foredrag vilde have givet den Færdighed i Sproget, som kunde udkræves til et saadant Arbeide som dette. Denne Fordeel har Forfatteren ikke kunnet have, og Mangelen heraf vil formodentlig kunne spores i forskjellige Dele af Arbeidet. — Imidlertid ligger Vanskeligheden vistnok for en stor Deel i Sagen selv, idet Sprogenes Retning eller Udvikling er saa forskjellig, at det ene har en Mængde Udtryk for Begreber, som det andet ikke har. Det er ikke blot i de Ord, som betegne Landets særegne Natur eller Folkets særegne Levemaade, at en saadan Forskjel mærkes; ogsaa i mange andre Tilfælde er den kjendelig, og især forekommer det mig, at der ved vore forskjellige Udtryk for Lyd, Bevægelse og Udseende, sjelden gives noget rigtigt tilsvarende i Skriftsproget. Ogsaa i Begrebernes Omfang synes der at være megen Forskjel, idet Udtrykket for et Begreb i det ene Sprog kun svarer halvveis eller deelviis til et lignende Udtryk i et andet Sprog. Paa Grund heraf har jeg anseet det nødvendigt at bruge mange Ord i Forklaringen og at adskille de forskjellige Betydninger, om endog Ordet skulde synes at vare bekjendt af Skriftsproget. I sidste Titfælde kunde dette maaskee synes at være unødvendigt, men det forekom mig alligevel, at denne Udførlighed ikke vel kunde undgaaes, da det her kom an paa at vise, hvorvidt Ordet falder sammen med det tilsvarende Ord i Skriftsproget, og hvorvidt det adskiller sig fra samme.
