løs Tilstand. (Sjelden). See Orar. — 3) rase i Sygdom, fantasere, tale i Vildelse. Tell. — Sv. yra. G. N. œrast, rase. — Jf. yra.
øre, opgrave, grumse; s. øyra.
øren, adj. 1) svimmel, angreben af Hovedsvimmel. Temmelig alm. Nogle Steder: ør. (Jf. svimrug). — 2) forvirret i Hovedet, forstyrret; tildeels ogsaa: fuld, drukken. B. Stift. I Inderøen hedder det oren. (Jf. Orar). Sv. yr. G. N. œrr, gal. — Egentlig skulde „ør“ betyde forvirret, og „øren“: tilbøielig til Forvirring (af øra).
Øresta, f. Sands, Opmærksomhed, Eftertanke. Hard. D’æ ingjæ Øresta i han: han tænker aldrig efter hvad man siger ham. Uvis Oprindelse.
ørestelaus, adj. tankeløs, uopmærksom. Hard.
Ørflaga, f. et Anfald af Hovedsvimmel.
ørgamall, adj. meget gammel, ældgammel. Voss. (Andre Steder: utgamall, eldegamall). G. N. örgamall. Den samme Partikel findes ved flere Ord (nemlig ørliten, ørsmꜳ, ørung) og udtales med langt (ikke aabent) ø, men overgaaer ellers til ur og ꜳr, hvilket ogsaa svarer til G. N. ör.
Ørjemark, m. Regnorm. Helg. (= Raudmakk). Vel egentlig Auridemadk (see Aure); dog kunde det ogsaa høre til det foranførte Yrja.
ørliten, adj. megen liden, bitte liden. Voss, Hard. Shl. Tell. Hedder ellers: urliten (N. Berg. Helg.), ꜳrliten (Tr. Stift). G. N. örlítill. — Paa nogle Steder siges ogsaa „ørende liten“, ligesaa: urende, og ꜳrende lite.
ørmegta, v. n. vansmægte. (Sogn, Vald.). See ormegta.
ørmerkjes, adv. langt afveien, paa ukjendte Steder, paa Vildspor. Skal bruges i Tell.
ørminnig, adj. glemsom, svag af Hukommelse. Nhl.
Ørn, m. f. og n. en Ørn. Udtales almindelig med langt ø (ikke aabent) og med tydeligt „rn“, altsaa ikke Ønn eller Onn (som man skulde vente efter Ligheden med andre Ord). G. N. örn, m. (Jf. Are). Kjønnet er vaklende, og det almindeligste er maaskee Femininum. — Hertil de sædvanlige Sammensætninger: Ørnefjør, f. Ørneveng, m. Ørnungje, m. og fl.
Ørnestav, see Øyrnestav.
Ørska, f. 1) Svimmelhed, Hovedsvimmel. Søndre Berg. Tell. og flere. — 2) Forvirring, Sandsesløshed. Mere alm. (Af ør; see øren). Hedder ogsaa Ørsla og sjeldnere: Øra. (S. yra).
ørskjen, adj. forvirret i Hovedet. Hard. Shl. Ellers øren.
Ørsla, f. Forvirring, Sandsesløshed. N. Berg. og fl. (Af øra). G. N. œrsla. Ellers Ørska.
ørslen, adj. = ørskjen. Shl.
ørsmꜳ, adj. meget smaa. Hard. og fl. Ellers ursmꜳ og ꜳrsmꜳ.
ørte, see erta og urta.
ørung, adj. meget ung, yderst ung. Hedder ellers urung (Helg.) og ꜳrung (Tr. Stift.).
ørvinna, adj. altfor svær, uoverkommelig, som man maa opgive; ogsaa slem, kjedelig, ærgerlig. Hall. Tell. Hedder ogsaa ørvint.
ørvinnas, v. n. tabe Modet, blive kjed eller afskrækket ved adskillige frugtesløse Forsøg. Tell.
ørvint, slem, ærgerlig; s. ørvinna.
Øsa (Øse), f. 1) Opbruusning, Overgivenhed. 2) et Bruushoved. (N. Berg.).
øsa (øse), v. a. (e—te), opægge, ophidse, sætte i Fyr og Flamme; saaledes baade at gjøre En overordentlig munter og tillige at ophidse En til Vrede. Shl. Sdm. Ørk. Oftest i Forbindelse med upp; f. Ex. Dei ha øst han upp: de have opægget ham, besnakket ham til Galskab. G. N. œsa, ophidse. (Uden Tvivl af Adjektivet „os“, som egentlig betyder heftig eller brusende). — I lignende Betydning bruges: øle (i N. Berg.), og ølla (i Nhl.). See følgende.
øsast (øsest), v. n. (Imp. østest), bruse op, komme i en lidenskabelig Stemning, i Fyr og Flamme; ogsaa gjækkes, fjase, spøge, gjøre adskillige Optøier. Meget brugl. i Sdm. G. N. œsast, opægges. I samme Betydning siges i Tell. øsle, og i N. Berg. ølest.
Øse, n. Aabning, Munding, den øverste Deel af en Mølle-Rende. Sdm. (Af Os, m.).
Øsefær, f. Overgivenhed, fremfusende Adfærd; Vildskab, Optøier. N. Berg.
Øsekolla, f. Øsekopp, m. et Bruushoved, overgivent, fremfusende Menneske. Ogsaa Øsa, f. Tildeels i B. Stift.
Øsemøle, n. Opbruusning, usædvanligt eller overgivent Lune. Sdm.
øsen, adj. opbrusende, heftig, fremfusende; ogsaa fuld af Gjækkerie, tilbøielig til overgiven Spøg.
Øsing, f. 1) Opæggelse. 2) Opbruusning, Vildskab, Overgivenhed. G. N. œsing.
