frygteligt Veir. (Jæd). Eit øgje Fjell: et frygteligt (eller ogsaa: stolt, imponerende) Fjeld. (Sdm.). D’æ so øgje te sjꜳ n’igjønꜳ Fjell’e: det er et forfærdeligt (svimlende) Syn at see ned over det bratte Fjeld. — Ho va reint øgja ta di: hun var rigtig stolt deraf. Dei ha ’kje stort te vere øgne ta: at bryste sig af. (Sdm.).
øgnast, v. n. 1) blive forfærdet eller forbauset. Hard. Ogsaa i Formen øygnast. — 2) blive stolt, bryste seg. Sdm. (sjelden).
Øgne, f. Stolthed, stolt Udseende. Sdm. (sjelden). Af øgjen.
øie, s. øgja. — øieleg, s. øgjeleg.
Økl (aab. ø), n. Yngel, ungt Kvæg, som lægges til Besætningen. Tell.
økle, v. a. forøge Besætningen ved at tillægge ungt Kvæg. Tell. I Hard. aukla.
Øks (aab. ø), f. (Fl. Øksa, r), en Øxe. Paa enkelte Steder Øks (aab. o). G. N. öx. I Sammensætning: Øksa; saaledes Øksahamar, m. Øxehammer, Bagen paa en Øxe. „Øksahamars Øl“, en Benævnelse paa meget stærkt Øl. B. Stift. (Anvendt af Holberg i Peer Paars). Øksakjæft, m. Eggen paa en Øxe. Øksemne, n. Jern og Staal til en Øxe.
øksa, v. a. (a—a), tilhugge med en Øxe.
Øksl, n. Gevæxt, unaturlig Udvæxt paa Legemet. B. Stift. Ellers kaldet Vokstr.
Økt (Stund), see Ykt.
Øl (langt ø), n. 1) Øl. I nogle faa Bygder findes Formen Ol (aab. o), som svarer til G. N. öl. — 2) Gjæstebud, Gilde. Kun sammensat som Gravøl, Barsøl, Festarøl og fl.
Øl, m. Varme; see Yl.
øla (øle), v. a. (e—te), 1) opflamme, kilde, sætte En i en lidenskabelig Opbruusning eller besnakke ham til noget. N. Berg. I Nhl. hedder det ølla (aab. ø). See øsa. — 2) smigre, rose, tiltale En smigrende. Gbr. Ellers høla og gjøla. — 3) tirre, ophidse, gjøre vred. Buskerud. (I Tell. øve). — Particip ølt; oftere upp-ølt: opflammet.
ølast (ølest), v. n. (Imp. øltest), bruse op, komme i et usædvanligt Lune; ogsaa gjækkes, fjase, drive overgiven Spøg. „ølest mæ ein“. gjækkes med En eller opægge ham til noget. Sdm. Ofte eenstydigt med øsast.
Ølbørsminne, n. og Ølbørsdag, m. en Benævnelse paa den fjortende Dag i Julen (den 7de Januar). Nhl. „drikka Ølbørsminne“ er en gammel Skik eller Leg, som bestaaer deri, at man gjør et Ønske med adskillige Ceremonier, hvoriblandt at man drikker Øl af en liden Skaal og derpaa kaster Skaalen bag sig; kommer Skaalen staaende ned, da er det et godt Tegn, men hvælver den, da er det slet. — Ogsaa i Tell. er en lignende Skik bekjendt og kaldes der: Elbjørsminne. Oprindelsen uvis.
Øle, f. 1. et Bruushoved, en som let kommer i Bevægelse. Sdm. I Nhl. Ølla.
Øle, f. 2. (for Ødla), en Øgle, Fiirbeen (Lacerta). Ørk. Sdm. I Namd. og Indr. Æle (Æl’), i Østerd. Ele. G. N. eðla. Sv. ödla. Søndenfjelds siges Firføsle og Fjorføsle.
ølen, s. øsen. — ølest, s. ølast.
Ølgjeis, m. Damp af Øl. B. Stift.
ølje, s. ylja. — øljas, s. ꜳlljos.
Ølkjenga, s. Kjenga.
Ølkveis, f. 1) Ølsyge, Ildebefindende efter en Ruus. Nhl. og fl. 2) et Slags Galskab, foraarsaget ved Øldrik. Ag. Stift.
ølla, opflamme, ægge; see øla.
Ølla, s. Øle. — Ølmo, s. Ylmoe.
Ølnæver, s. Alvnævr.
Ølost (aab. o), m. Ølost, Drik af kogt Mælk med Øl.
Ølrus, n. Ruus af Øldrik.
Ølrøyk, see Ylrøyk og Moe.
ølsjuk, adj. ølsyg, upasselig efter en Ruus. Heraf Ølsykja, f. Ildebefindende efter en Ruus. Søndre Berg. og fl.
Ølsle, f. Opbruusning; Vildskab, Overgivenhed. Sdm. (see ølast).
Ølsoll, m. og Ølsoppa, f. Øllebrød, Øl med brækket Brød.
Ømne, s. Emne. Ønd, s. Aand.
Ør (aab. ø), n. et Anfald af Svimmelhed. Sjelden, s. Ørska.
Ør, f. see Øyr. — Ør, m. see Ore.
ør, pron. Eder. (Objekt af „i“). Helg. (Vefsen). Andre Steder: ær. G. N. yðr. Sv. er. — I Genitiv tildeels: ørs og ærs. See ellers dikke.
ør, adj. svimmel; s. øren.
Øra, see Ørska og Øyra.
øra (øre), v. n. (e—te), 1) svimle, blive svimmel eller forvirret i Hovedet. Temmelig alm. dog tildeels mindre brugeligt end svimra. „øre i Hau’e“. Heraf Ør, øren, Ørsla. — 2) døse, gaae som i Søvne eller i en sandses-
