Ynde, n. Behagelighed, Lyst, Fornøielse. (Sjelden). G. N. yndi.
Yngd, f. Ungdom, ung Alder. B. Stift. I Yngd’enne: i Ungdommen. „koma seg atti Yngd’a“: gifte sig med En som er yngre. (Undertiden ogsaa om at tillægge ungt Kvæg). N. Berg.
yngja, v. n. (gje, gde), yngle, faae Unger. Meget brugl. (Jf. unga). I Ørk. ogsaa om Fugle: ruge, udklække Æggene (= bræde, verma). Ellers ofte i Spøg om at faae mange Børn. — En anden Betydning er: forynge, som sjelden bruges.
yngjast, v. n. (gjest, gdest), forynges, blive ligesom ung igjen. Han yngjest upp-atte.
yngre og yngst; see ung.
Ynk, m. Ynk, Sorg. — ynkast, v. n. ynkes, røres. Jf. ꜳnka. (G. N. aumkast). ynkeleg, adj. ynkelig. ynksam, adj. medynksom.
ynskja, v. a. (kje, kte), ønske. G. N. œskja, óska. — Imperf. udtales ynste og Supinum ynst.
Ynskje, n. Ønske.
ynskjeleg, adj. ønskelig, værd at ønske. Hedder ogsaa ynskjande.
yppa, v. a. (a—a, og e—te), 1) løfte, hæve, lette op. Sogn og fl. yppa seg: lette sig op. G. N. yppa. (Af upp). — 2) yppe, opvække, bringe paa Bane. Mere alm.
yppare, adj. bedre, fortrinligere (egentl. høiere). Berg. Stift. (Sv. yppare). Superl. yppaste, er sjeldent.
ypppast, v. n. opkomme, opstaae; især om en Strid.
Yr, n. 1) Dug, fiin Regn; især Taageregn, de smaa Draaber som falde af en Taagesky. N. Berg. G. N. úr. — 2) Regn som viser sig langt borte, smaa Ilinger i Horizonten. Gbr. (Sv. yrväder). — 3) Mærker paa en Fiskestiim; smaa Hvirvler paa Vandfladen, der see ud som Spor af en fiin Regn. Sdm. Ellers kaldet Uppfar (Tr. Stift), Røv (Shl.).
yr, adj. vild, urolig, springsk; f. Ex. om Heste. Østerd. (Sv. yr). — Jf. øren, og G. N. œrr, gal.
yra, v. n. 1. (e—te), 1) dugge, regne fiint som af Taage. B. Stift. Dæ yre ta Skoddenne: det dugger af Taagen. — 2) vise Tegn til Regn eller Snee i Horizonten, sætte til med Ilinger langt borte. Gbr. (Jf. ela, kjøva). Sv. yra, drive. — 3) om Fiskestimene, naar de frembringe synlige Hvirvler paa Vandfladen, saa at det seer ud som om der faldt Regn eller Dug. Sdm. (I Shl. røvja).
yra (yre), v. n. 2. (e—te), mylre, vrimle. See yrja.
yra, v. n. 3. (e—te), bruse, strømme, om Blodet i Legemet, og ellers om forskjellige pludselige Forandringer i Legemets Befindende. Helg. „Da yre i Kroppen“, om en pludselig Fornemmelse af Hede, Kulde eller Smerte. (Andre Steder: flaga, renna, kjøla og fl.). Da yre i Tenn’enne, om en Fornemmelse af Kulde i Tænderne. „Da yre i Hau’e“, deels om en Opstigning af Blodet (Kongestion), deels om et Anfald af Svimmelhed. Jf. øra.
Yre (aab. y), f. see Ore.
Yring, f. 1) det samme som Yr, n. — 2) Brusen, Strømninger i Legemet, pludselige Anfald af Hede eller Kulde og lignende. Helg.
yrja (aab. y), v. n. (yr’; urde, urt), mylre, vrimle. Tell. I Ag. Stift: yre (yy). Dæ va sꜳ fullt at dæ urde (aab. u). Dæ va sꜳ dæ yrte (Buskr. Hedemarken). Ellers: kry, kreka, ꜳdꜳ.
Yrja, f. 1. Hob, Dynge, stor Mængde. Sogn.
Yrja, f. 2. langvarig Blæst, især med Uveir. Rbg. Tell. — Hertil Austyrja, Vestyrja. (G. N. yrja, Regn). I N. Berg. hedder det Gyrja.
yrk, adj. bestemt til Arbeide, ikke hellig; om Dagene. N. Berg. og Tr. Stift. I Inderøen: yrkjen. See vyrk (som er en fuldkomnere Form). Neutrum (yrkt) udtales altid yrt (aab. y); saaledes „yrt ꜳ heilagt“, ɔ: Søgnedage og Helligdage. G. N. yrkt, = virkt (N. g. Love, I, 139).
Yrka, f. Søgnedagene (= Vyrka). N. Berg. og Tr. Stift. Hertil Talemaaderne: Helg ꜳ Yrke, midt i Yrkenne, og fl.
Yrkje, n. Emne, Stof, Materiale; f. Ex. til Bygning. Tr. Stift. I Gbr. Vyrkje; andre Steder: Verkje.
yrkjelaus, adj. 1) forlegen for Materiale. 2) ørkesløs, ledig.
Yrma, m. Slangemoder, Hunslange med Unger. N. Berg. I Tell. hedder det Yrmle. See Orma.
yrt (aab. y), see yrk.
yrve, v. a. binde en Lee til Skaftet. Sdm. (sjelden). Af Orv.
Ysma (aab. y), f. Damp, Dunster, ureen Luft. Nhl.
yst (yy), adv. yderst, længst ude. (Egentlig ytst, af ut). yst ꜳ øvst: i det yderste og øverste Hjørne. yst ute: længst ude.
