f. Ex. om Skud paa Træer. N. Berg. (Af Odd). Jf. brydda. — Skulde ogsaa betyde at sætte Od paa.
Ydde, n. en liden Od eller Spids. Nhl.
yfsa, v. n. (e—te), anlægge Tagskjægget (Ufsen) paa et Huus; ogsaa om at fornye eller reparere den nederste Deel af Taget. B. Stift. (Af Ufs).
Yft, see Ykt. — ygne, s. øygna.
yksna, adj. geil, tyregal; om Køer. Hedder oftere yksne. Ørk. Sdm. og fl. (Isl. yxna). — yksna, v. n. løbe efter Tyr, springe; om Køer. Hedder ogsaa „laupe yksne“. Heraf Yksne-kyr, f. Ko som ledes til Tyren.
yksnast, v. n. opægges, ophidse sig selv (ligesom Oxerne). N. Berg.
Yksne, (n.), Oxer, Stude. Egentlig kollektivt, men bruges sædvanlig som Fleertal. (G. N. yxn, n. Oxe).
Ykt (aab. y), f. 1) Stund, Arbeidsstund, Tiden imellem to Maaltider; altsaa en Tid af tre eller fire Timer, eller omtrent en Fjerdedeel af Dagen. Et næsten alm. og meget brugeligt Ord. Hedder paa nogle Steder Økt og i Hardanger: Øykt. I Guldalen og ved Trondhjem forekomme Formerne Øft og Oft. (G. N. eykt). — 2) Mellemmads Tid, det Maaltid som holdes ved Klokken 3 eller 4 efter Middag. Nedenæs, Mandal. I Østerdalen hedder det Øft (aab. o). Ogsaa kaldet Yktedagen (i Nedenæs), og med Hensyn til Maaltidet: Yktabeden, egentl. Yktabite (i Mandal). Ellers: Non, Undꜳl, Æftasvær. (Hedder ogsaa i G. N. eykt). — Paa de øvrige Steder er Ykt et fælles Navn paa enhver af de fire Arbeidsstunder paa Dagen; den første af disse kaldes Morgo’ykt (Midmorgosykt, Ꜳbitsykt), den anden: Middagsykt (Dogursykt), den tredie Nonsykt, den fjerde Kveldsykt. — I Anledning af Overgangen til Oft kan man jævnføre Ordet Otta, med Formerne Ofta og Okta.
ykta, v. n. (a—a), hvile, slutte Arbeidet for at holde Maaltid. B. Stift. I Sdm. siges ogsaa ykte om at hvile lidt i Midten af Ykten.
Yktabite (aab. i), Mellemmad; s. Ykt.
Ykt-arbeid, n. et Arbeide, som kan fuldføres i en Ykt (altsaa paa tre eller fire Timer).
Yktamun (aab. u), m. den Forandring, som en Ting faaer paa nogle faa Timer. Dæ syne Yktamunen paa di: det faaer en synlig Forandring paa en liden Stund.
Yktaslætte, n. Engstykke som man kan slaae paa en Ykt.
Yktedag(en), see Ykt.
Yktemund, n. den Tid da man pleier at slutte Arbeidet for at holde Maaltid. Sdm.
Yl (aab. y), m. 1) Varme, varm Luft. Meget udbredt Ord; tildeels udtalt Øl (især i Tr. Stift). G. N. ylr. — 2) Damp, Dunster som stige op fra Grunden (uden Hensyn til Varme). Tildeels i Ag. Stift. — halde Yl’en: holde sig varm, bjerge sig for Frost.
yla (yy), v. n. (e—te), hyle, tude, klynke, græde høit. Sogn, Gbr. og fl. (Jf. ula og hyla). G. N. ýla.
Yling, f. og Yl, m. Hylen, Tuden.
ylja (aab. y), v. n. (yl’, ylde), 1) varme. Tildeels i Tr. Stift (i Formen ølje). G. N. ylja. — 2) dampe, uddunste; især af Hede. Shl. og fl. Da va so heitt at da ylde. Imperf. skulde egentlig hedde ulde (aab. u), Supinum ult.
Ylja, pl. Fodsaaler; see Il.
ylla, v. a. (e—te), flosse, noppe, tilberede Uldtøi saaledes at det bliver laaddent eller flosset. B. Stift. (Af Ull). Heraf ylt og upp-ylt. Jf. steinyld.
yllast, v. n. (est, test), blive laadden, faae Laad eller Uld. — yllest upp-atte: faae ny Uld; om klippede Faar.
ylmast (aab. y), v. n. (est, dest), blive hidsig (eller egentl. olm), opægges, komme i Raserie; ogsaa: være i en hidsig, bitter Stemning, bære paa en Ærgrelse, som man vanskelig kan skjule. Eg veit ikje kva han gjeng ꜳ ylmest fyre. B. Stift. (Af olm).
Ylmoe, m. Solrøg, Dunster, som opstige fra Jorden i varmt Veir. Paa Helg. Ølmo og Ꜳlmo. I Gbr. Ylmos el. Ølmus. See ellers Moe.
Ylrøyk, m. Solrøg (= Ylmoe). Sjelden. I Hall. Ꜳlrøyk.
ylt (yld), flosset, laadden; s. ylla.
ymist, adv. af og til; s. ymse.
ymja (aab. y), v. n. mumle, brumme. Hard. (G. N. ymja.
Ymmer, m. (en Fugl), see Imbre.
ymse (aab. y), adv. af og til, afvexlende, forskjelligt. Søndre Berg. Sogn, Gbr. Ellers ymist (Hard. Jæd. Mandal), imist (Tell. Hall. Sdm.), og i de nordlige Egne: imsꜳ, imse, ems. G. N. ýmist. Sv. ömsom.
ymsen, adj. forskjellig. (Sjelden). See imis.
ymsna, v. a. omvexle, ombytte; ogsaa v. n. afvexle. Nhl.
