med Stedsnavne, som Lomvær, Vꜳgevær og fl. Jf. Landvær, (= Landverja). I Hard. hedder det Vør, saaledes Oddvør (Indbygger af Odde Sogn). Ellers sjeldent, da det sædvanlig hedder Væring. Hertil svare Kvindenavne med Væra, som Lomværa, Selsværa, Radværa. G. N. verr (Mand), verjar (Indbyggere). Et andet Vær findes kun i Forbindelse med Slægtskabsnavne, som Værfar, Værmor.
Vær, m. 2. (for Verd), Maaltid. Kun sammensat med Tidsnavne: Morgꜳvær, Æftasvær, Nottvær (hvorom see Vor). G. N. verðr.
vær, værger; see verja.
vær (for verd), adj. værd, værdig. I Namd. og Helg. hedder det var, el. val (med tykt l). G. N. verðr. Jf. Vær, n. Være og vyra. Forbindes ofte med et Objekt i Akkusativ; f. Ex. D’æ vært Penganne sine. D’æ inkje Umakjen vært. Om et Foretagende siges simpelt hen: „D’æ ’kje vært“, ɔ: det behøves ikke, det er ikke fornøden; ogsaa: man bør ikke befatte sig dermed. (I Namd.: D’æ int’ vart, el. vatt).
Væra, f. see Vær og Væring.
væra (seg), v. a. (e—te), slaae sig til Ro, blive rolig paa Stedet. N. Berg. Han vil ikje være seg dar: han vil bort derfra, tragter efter at slippe bort. Hadde dei bære vært seg hær. (Om Dyr og Mennesker). Kunde ansees som et Transitiv af vera.
værand, s. verande. værau, s. værug.
Værbror, m. Svigerbroder, Mands eller Kones Broder. (Alm.). G. N. verbróðir.
Værd, s. Vær, f. Værde, s. Varme.
Være, n. 1. Forvaring, Gjemme; eller maaskee: Eie, det som En eier eller raader over. Er kun brugeligt i Dativ med „i“, f. Ex. Dæ finst ikje i mitt Være: det findes ikke hos mig, ikke iblandt alt som jeg har. Nordre Berg. (Andre Steder: Eigje, Eiga). Kunde maaskee staae i Forbindelse med Vær, n. 2.
Være, n. 2. Forfatning, Tilstand. Da fekk vera i da Være so’ da va: det fik forblive saaledes som det var. Nhl. —
Være, n. 3. (for Verde), Værd, Værdie (af Varer eller Penge). Mest i Sammensætning som Kuvære, Øykjevære (det som svarer til Prisen paa en Ko eller Hest); ligesaa Dalarvære, Ortavære (Værdie for en Daler eller Ort). Søndre Berg. I Sdm. hedder det Vyre (aab. y), som svarer til G. N. virði. Ligesaa Halvvyre, Dalevyre o. s. v.
Være, m. s. Vere. være, s. væra.
Værelse, n. 1) Værelse. (Nyere Ord). 2) Bosted, Gaardstykke, Huusmandsplads. Gbr. Helg.
Værfar, m. Svigerfader. G. N. verfaðir. (Sv. svärfader). Sjeldnere: Værforeldre, n. Svigerforældre.
værig, tilværende; s. værug.
Væring, m. 1. Indbygger. Kun sammensat med Stedsnavne, som Saltværing, Ranværing, Rissværing, Hiterværing, Stadsværing. (See Vær). Sjeldnere med Fællesnavne som Øyværing og Fjorværing. Mest brugl. i den nordlige Deel af Landet.
Væring, m. 2. Sommerrug, vaarsaaet Rug. Tell. Ag. Stift. I Ørkd. hedder det Værling. (Af Vꜳr).
Værk, s. Verk. værkje, s. verkja.
Værkonn, s. Verkonn.
Værleik, et Slags Høg; s. Vindhauk.
Værmꜳl, n. Gjenlyd, Ekko. Tell. (Skal ogsaa hedde Værmꜳlo, f.). Vel egentlig samme Ord som Dvergmꜳl, dog kunde det ogsaa forklares som Vedrmꜳl (Stemme i Luften).
Værmor, f. Svigermoder. G. N. vermóðir. (Sv. svärmoder).
Værskap (el. Verrskap), n. og m. Selskab, Gjæstebud, lystig Samkvem. Meget brugl. i B. Stift. (Maaskee for Værtskap). Værskapsmann, m. en lystig Selskabsmand. Værskapsvisa, f. Selskabssang.
Værsyster, f. Svigerinde, Mandens eller Konens Søster.
værug, adj. 1. forhaandenværende, tilværende, mulig. Mest i B. Stift, i Formen værig’e. Ingjen værig’e Ting: ingen mulig Ting. Alle værige Slag: allehaande Ting. Paa noken værig’e Stad: paa nogetsomhelst Sted. (Jf. bidig). Det hedder ogsaa tildeels værdig (i hvilket Tilfælde det kunde forklares som: værd at ændse eller tænke paa). Afvigende Betydninger forudsættes i gladværug (munter) og oværug (utaalmodig). Jf. G. N. værr, som betyder rolig, ogs. taalelig, eller som man kan være i.
værug, adj. 2. (for verdug), værdig, fortjent til noget. Hedder ogsaa værig’e, værau, varug (valug), og tillige: værdig, især i Sammensætning som truværdig, merkværdig. (Jf. vyrdig, i storvyrdig). G. N. verðugr. I Ørk. betegner „værau“ ogsaa: for-
