Vællæta, f. Ros, fordeelagtig Omtale. B. Stift. (Jf. lꜳta).
Vælmagt, f. Velmagt, Flor.
vælrꜳdd, adj. vel forsynet.
Vælsemd, f. Hæder, Ære; ogsaa Høitidelighed. N. Berg. (G. N. velsemd, Hæder). Eit Vælsemda-Plagg: et Klædningsstykke som kun bruges ved festlige Leiligheder. Sdm.
vælsigna, adj. velsignet; herlig, ypperlig, inderlig god. Meget brugl. især i B. Stift. — Verbet vælsigna betegner deels at ønske Velsignelse, deels kun at tale om Velsignelse eller sige at En er velsignet, f. Ex. Han ba’ ꜳ vælsigna. Han bꜳ takka ꜳ vælsigna. — vælsignalege, adv. herligt, ypperligt, særdeles ønskeligt.
vælskyldug, see vælværug.
Vælstand, n. Velstand, Velmagt.
vælstelt, adj. vel indrettet.
væltenkt, adj. veltænkende; ogsaa velmeent, oprigtig.
vælværug, adj. fordringsfuld, anmassende, ubeskeden, som anseer sig meget fortjent og venter stor Opmærksomhed af andre. Tell. Nhl. og fl. Hedder ogsaa vælvær (Tell.), værau (Ørk.), gjønsværug (Gbr.); og ellers vælskyldug (Gbr. Buskerud) og sjølskyldig (Sdm.).
Væme, n. en Stakkel. Hard. — Jf. vꜳma.
Vænd, s. Vend. Væng, s. Veng.
vænja, v. a. (væn’; vande, vant), at vænne, tilvænne. Egentlig venja. G. N. venja (ven, vandi). Particip vand’. Jf. van og Vane. — vænje seg te: vænne sig til. vænje seg pꜳ ein Ting: vænne sig til at nyde eller bruge noget. vænje seg av: aflægge en Vane. vænje av eit Ba’n: afvænne et Barn fra Brystet. (Heraf avvand). vænje upp-atte: tilvænne paany.
vænjast, v. n. (vænst, vandest, vanst), vænnes, blive tilvant, faae Vane til; ogsaa: blive øvet, faae mere Færdighed. Meget brugl. Dei vandest heim: de bleve vante til at gaae hjem. Hesten ha vanst upp i Aakren, ɔ: havde faaet Vane til at gaae op i Ageren.
Vænjing, f. Vænnelse, Tilvænnelse.
Vær, n. 1. Sted, Opholdssted; især Fiskerleie, Gaard ved Kysten, hvor Folk samles til Fiskerie. Vest- og nordenfjelds. G. N. ver. Heraf mangfoldige Stedsnavne.
Vær, n. 2. Vaar, Sæk, Pose, eller ethvert lignende Redskab til at forvare og indpakke noget i; Hylster, Omslag, Emballage. Meget brugl. i B. Stift, Gbr. og fl. (G. N. ver). Paa enkelte andre Steder hedder det Ilꜳt. Søndenfjelds bruges Var kun om Pudevaar. (Sv. var). Jf. verja. Me ha ikje Vær te ha da i: vi have intet at forvare det i. Dæ vog ei hal’ Vꜳg mæ Væra, ɔ: en halv Vog med Sækken eller Posen. (N. Berg.). Hertil Dynevær (Pudevaar), Sengvær (Dyne uden Fjær).
Vær, n. 3. (for Verd), Værd, Værdie. I Helg. og Namd. hedder det Var eller Val (med tykt l), hvilket ogsaa betyder Betaling eller Erstatning, saaledes „Fo’rvar“, ɔ: Betaling for Foder. G. N. verð. (Jf. Være, vær, værug). „selje unda Væra“: sælge noget for tidlig, førend det har faaet sig fulde Værd. (N. Berg.). Ligesaa: slagte unda Væra (slagte for tidlig).
Vær, n. Veir, Luft; see Ver.
Vær, f. Verden. I Sætersd. Værd (Værd’i); i Namd. og Helg.: Var, el. Val (Val’a), Sv. verld. G. N. veröld. (Ang. veorold. G. T. weralt). Den ubestemte Form er sjelden, f. Ex. Han var som han vore i ei onnor Vær (som om han var i en anden Verden). — Betyder ellers: 1) Verden, og i Særdeleshed: Jorden, Landene. Jf. Heim. — 2) Tiden. Framma-igjenom Vær’a: igjennem de fremfarne Tider. Før i Vær’enne: fordum, i gamle Dage. Fram i Væra: ud i Fremtiden. — 3) Verdens Ting; især Rigdom, Pragt, Herlighed. Hertil Talemaaden: Han æ so girug pꜳ Vær’a; han er for mykje pꜳ Vær’a, el. ette Vær’enne. Undertiden ogsaa om Livet, Omstændighederne, Omgivelserne, Menneskene. — koma te Vær’enne: blive født. fara ’ta Vær’en (el. or Vær’enne): døe. sakne Vær’a: sove ind, falde i Søvn. (Sdm.). prøve Vær’a: prøve Omskiftelser og Modgang. tenkje seg att-i Vær’a: tænke paa de fremfarne Tider, sætte sig tilbage i Tiden. — Her mærkes Talemaaderne: „alle Værsens Ting“ og „ingjen Værsens Ting“. Denne Form er enten et nyt og feilagtigt Genitiv af dette Ord, eller ogsaa tilhører den et andet Ord, nemlig Vær, n. (Værd), saa at altsaa „ingjen Værsens Ting“ kunde betyde: intet som har Værd eller er værdt at tænke paa. Jf. værug.
Vær, m. 1. (Fl. Være, r), Indbygger (eller Mand). Findes kun sammensat
