saa en fuldkomnere Form Vede (aab. e), nemlig i Sdm. (hvor Ordet ellers hedder Veir), f. Ex. Vedebrest, Vedekvild, Vedeskifte. — Betydning: 1) Veirlig, Luftens Beskaffenhed (eller det almindelige Begreb af Veir). — 2) Luft; tildeels ogsaa Vind. (Sjelden). Hertil Talemaaden „upp-i Vær’e“ og „te Værs“, som forekommer søndenfjelds. Jf. Verbogje, Verljos, Verstrupe. — 3) Lugt, især paa lang Afstand, f. Ex. af et Dyr i Skoven. Hunden ha Ver’e ta ein Bjønn. Hedder ellers Tev, Tekk og fl. Jf. Verhꜳr, Verkonn. — Lignende Forandring i Betydningen have Ordene Vind og Luft (Lukt).
vera, ee (for vedra), v. n. (a—a), 1) lugte, støve, spore, f. Ex. efter et Dyr. Af Ver, n. (Jf. vinda). — 2) tumle, løbe blindt hen; ogsaa følge sin egne Nykker uden at høre Andres Raad. Af Ver, m. Hedder ogsaa veira. (Sdm.).
vera (aab. e), v. n. 1. (ær; var; vore, aab. o), at være. Infinitiv hedder ogsaa: vere (Sfj. Sdm.), væra (Ag. og Tr. Stift), vara (Ryfylke, Shl. Romsdl. Ndm. Helg.), vꜳrꜳ (Indr. Ørk.); forkortet: ve (Sogn, Voss) og va (Helg.). G. N. vera. Sv. vara. Præsens hedder almindelig: æ (baade i Eental og Fleertal); kun tildeels: ær, naar en Vokal kommer efter. (G. N. er). Imperf. almindelig: va, og tildeels var, foran en Vokal. Fleertal har tildeels en egen Form: vꜳre (Sætersd.), voro, oo (Hall. Vald.), vore, aab. o (Nhl. Voss og fl.), vure, aab. u (Sdm. forældet). G. N. váru. Supinum: vore, aab. o (alm. i de sydlige Egne), vere, viri (tildeels i Tr. Stift); forkortet: vo (Sogn, Voss). G. N. verit. I Optativ vere og vera. Imperativ: ver; Fl. vere. — Ordet har her, som i de andre Sprog, en overordentlig stor Anvendelse, og Betydningen faaer derved adskillige Forandringer, hvoraf mærkes: 1) være, være forhaanden, gives, være til. (Med et bestemt Begreb af Tilværelse bliver det forbundet med: til). 2) være noget, have en vis Beskaffenhed. (I Forbindelse med Subst. og Adj.). 3) være, som Hjælpeverbum, der forbindes med de passive Participier for at betegne, at noget er fuldført. 4) befinde sig, opholde sig, være paa et bestemt Sted. 5) forblive, komme til at være. I dette sidste Tilfælde har det tildeels en egen Form i Præsens (nemlig ver’), saa at det derfor kan betragtes som et særegent Ord, hvorom nedenfor. — Talemaader. vera ꜳt: være i Færd med noget (være ved at gjøre), see ꜳt. vera ette: søge efter noget; f. Ex. Dæ va mykjen Fisk i Sjøen, men dæ va ’kje Ver te ver’ ette han. vera ihop mæ ein, s. ihop. vera til (te): være til, existere. vera um: synes om, have Lyst til. — Ved Supinum (vore) bliver Hjælpeverbet „hava“ ofte udeladt, saa at Formen vore tildeels kommer til at ligne en Konjunktivform. F. Ex. Dæ va so hart som dæ vore Stein. Um eg vore so heppen (hvis jeg havde været saa heldig). Dæ vore langt bere (det havde været langt bedre). Du vore snild, um du vilde gjera da. (Nhl.). I Sætersdalen forekommer i saadanne Tilfælde Formen „vøre“ (aab. ø), som maaskee er et Slags Konjunktiv. Hermed jævnføres Udraabet: „Tvi vøre dæ“ hvorved man yttrer Forbittrelse og Afsky for en Ting. (B. og Ag. Stift).
vera (aab. e), v. n. 2. (Præsens: ver’), blive, skulle være, komme til at være. Kun brugeligt i Præsens-Formen: ver’e (B. Stift), men hedder ogsaa: var’e (Sætersd.). F. Ex. Ver’e du heime i Kveld, ɔ: bliver du hjemme i Aften? Eg ver’ ikje hær lenger en te Vꜳrs. Dæ ver’e verr’ ein annen Gꜳng. Dæ ver’ ikje gjort denne Vikꜳ. Han ver’ ikje hjelpen mæ di. (Hertil svarer Infinitivet vera i Betydningen blive). — I det gamle Sprog findes ikke noget, som svarer hertil, med mindre det skulde være Ordet „verða“; men dette Ord bliver i det nyere Sprog altid adskilt fra „vera“ ved sin særegne Form: verta (vert, vart).
verande (aab. e), adj. 1) værende, som er eller forbliver paa et Sted. Kun i Forbindelse med verta, f. Ex. Me vert’e hær verande: vi komme til at forblive her. Han vart dar verand’ i maange Ꜳr. (B. Stift). — 2) som man kan være eller forblive paa. (Egentlig: til at være). Hær æ ’kje verande: man kan ikke være her. Dær va ’kje verande fyre Folk: der var saa slemt at Mennesker ikke burde være der. — Hedder ogsaa verandes, værand, værans.
Verꜳtta (ee), f. Veir, Veirlig. Jæd. Voss. Tell. og fl. I Sdm. Veirꜳtte. (G. N. veðrátta). Jf. Snøverꜳtta.
Verbogje (aab. o), m. Regnbue. Sogn, Ndm. Ogsaa Værboge (Vald.), Væbogje (Tell.). Ellers Regnbogje.
Verbolk, m. en Tid med et vist Slags Veir; f. Ex. ein go’ Verbolk, ɔ: en Tid
