di: det har ikke nogen Klem, gjør ikke synderlig Virkning.
vend, vendt, stillet; s. venda.
Venda, f. 1) Vending, Gang frem og tilbage (= Vend). Mere udbredt men lidet brugl. — 2) en Gang (ved Talord). Sogn, Hard. Tell. og fl. (meget brugl.). Tvo tri Vendur: to eller tre Gange. Trea Vendo: den tredie Gang.
venda (vænde), v. n. og a. (e—e), 1) vende, dreie sig om, gaae tilbage. G. N. venda. I de nordlige Egne siges oftere „snu“, hvorimod „vende“ bruges mest i figurlig Betydning: omskiftes, forandre sig. — 2) v. a. vende, bringe i en anden Retning, drive tilbage eller til Siden. „vende Krytyr’a“: drive Kvæget til en anden Side. — 3) dreie, svinge, vende noget omkring. Hedder i de nordlige Egne altid snu. (Jf. draga og sveiva). — 4) omskifte, forandre; ogsaa forvende. vende Mꜳl’e sit: forandre sin Stemme; ogsaa bruge en anden Udtale eller Dialekt. vende Syn’a: forvilde Ens Syn, blende, forblinde. (Indr. og fl.). Ellers: kverve Syn’a. — 5) afhænde, sælge. venda Varenna sina: afhænde sine Varer. Brugl. i B. Stift, især ved Bergen. I dette Tilfælde betegner det vel egentlig borttuske eller ombytte; dog kunde det maaskee ogsaa være en sammentrukken Form af „avhenda“. — Imperativ af vende hedder paa mange Steder: vent (vendt), f. Ex. vent atte, ɔ: vend tilbage, gaa hjem. Particip: vend, ɔ: vendt, bortvendt; forandret; ogsaa stedt eller stillet i et vist Forhold. Eg veit ikje kor eg æ vend’e: jeg veed ikke endnu hvorledes mine Sager staae. (B. Stift).
venda, adj. om Tøi som har synlige Skraalinier i Væven (see Vend). Hertil Vendabꜳnd, pl. n. og Vendabore, f. Border som ere vævede med Vend. Venda-ty, n. Tøi med Vend.
vendast, v. n. (Imperf. vendest), vende sig, forandres, omskiftes.
Vendelrot, f. Baldrian, en Urt (Valeriana officinalis). B. og Tr. Stift. Sv. vendelrot.
Vendereis, f. Tilbagereise. „gjera Vendereis“: reise tilbage uden at have naaet sit Bestemmelsessted.
Vending, f. Vending (s. Venda); Forandring, Omskiftelse.
Veng, m. 1. en Vinge. (G. N. vængr). Især om en afbrækket Vinge til at feie og pudse med. S. Vengja.
Veng, m. 2. Kahyt, den bageste Deel af et Fartøi. — Hertil Vengbꜳt, m. Baad med en liden Kahyt. Vengglas, n. Kahytvindue. Vengluka, f. Kahytluge.
Vengja, f. Vinge, paa Fugle og Insekter. Vengjebein, n. Vingebeen. Vengjefjør, f. Vingefjæder. vengjelaus, adj. vingeløs.
vengla, v. n. flagre, flyve skjævt og klodset, som enkelte Insekter. N. Berg.
Vengle, f. Stankelbeen, et Slags Insekt med lange Vinger og lange Fødder. (Ogsaa kaldet Lꜳngføttefluga). Sdm.
Venleikje (ee), m. Skjønhed, Vakkerhed. S. ven, adj.
vensleg (ee), adj. vakker, tækkelig.
vent (ee), adv. vakkert, skjønt.
venta (vænte), v. a. og n. (a—a; ogsaa e—e), 1) vente, have Forventning om. G. N. vænta. 2) formode, slutte, forudsee. Jf. vona. 3) v. n. vente, bie, stunde efter noget. (Med pꜳ og ette). — „vente seg“: vente sin Nedkomst, om frugtsommelige Koner; f. Ex. Ho venta seg te Nyꜳr’e: hun venter at gjøre Barsel ved Nytaar. — Partikelen „te“ bortfalder ofte ved dette Ord; f. Ex. Meir elder som vente var. D’æ ’kje vente. Dæ va ’kje anna vente (ɔ: man kunde ikke vente noget andet).
Ventadøger, pl. n. de sidste Dage af Svangerskabet. Ho gjeng’e pꜳ Ventadøgrꜳ: hun er nærved at gjøre Barsel, venter daglig sin Nedkomst. N. Berg.
ventande, adj. som man kan vente. Han æ ventande no snart: nu kan man snart vente ham. D’æ ikje ventandes: det er ikke at vente. Som ventand’ æ: naturligviis, som rimeligt er. Han vart harm, som ventandes var: han blev naturligviis harmfuld.
ventelege, adv. formodentlig, rimeligviis.
Venting, f. Venten; Forventning. — I Forbindelse med „i“ bruges ogsaa Vente (i Vente), ligesom i Skriftsproget.
Ver, ee (for Vedr), m. en Væder. Bruges ogsaa i Formen Vedde (Gbr.), Veir (Sdm.) og Vaur (Nhl. for Vedur). G. N. veðr. (Ellers Bekre, Bøkꜳr, Saubukk). I Sammensætning Vera og Ver (Verahonn, Verskinn); i Sdm. ogsaa Vede (aab. e), nemlig i Vedelamb, n. Væderlam. — Uegentlig betegner Ver ogsaa en tvær og selvraadig Person.
Ver, ee (for Vedr), n. Veir. — Formen Ver (ee) er den almindeligste; ellers hedder det ogsaa Vær (Ag. Stift), Væ (Tell.) og Veir (Sætersd. Nfj. Sdm.). G. N. veðr. Ang. veder. Sv. väder. I Sammensætning findes og-
