kløyen, adj. kjælen, forkjælet, som ikke taaler noget ondt. Guldbr.
Kløyv, s. Kleiv.
kløypa, v. a. (e—de), kløve, spalte. Mere alm. end det føromtalte kløva. kløyve sundt: køve i Stykker. kløyve Natt’a: sidde oppe den halve Nat. Sdm. „Ein Kløyvar“ (ligesom Klippar): en dygtig Karl.
kløyvande, adj. som kan kløves.
kløyvast, v. n. forgrenes, dele sig i to. (Sjelden). J. kluftast, klovna.
kløyvd, partie. kløvet.
Kløyving, f. Handlingen at kløve. Derimod bruges undertiden Kløyvning, m. om Halvdelen af et kløvet Træ.
kna, v. a. ælte; see knoda. Hertil Knaost (for Knadost, el. Knodost), m. et Slags Ost, tillavet ved Æltning. Ag. Stift. Jf. Knøst.
Knabb, m. en Bjergknold, afrundet Klippe. B. Stift og fl. Lignende Navne ere: Knipp, Nobb, Nibba; Knatt, Natt, Nott, Nut, Nuk; Knaus, Naus og fl. — Mange af de Ord som begynde med kn, have i nogle Dialekter gn, i andre blot n (det sidste oftest i Sætersdalen), og saadanne Omvexlinger findes ofte i een og samme Dialekt.
knabbet, adj. fuldt af Bjergknolde.
knaga (gnave), s. gnaga.
Knak, n. Knagen, Bragen.
knaka, v. n. (a—a), knage.
Knakk, m. Trefod; et Slags Stol. (Nordenfjelds). See Krakk.
Knaost, s. kna.
Knapp, m. 1) Knap. (I Sætersdalen Napp). — 2) Knop, Kugle, rundagtig Knude. Jf. Kneppe. — 3) Ring i Trynet paa Sviin. Ørk. (Andre Steder Kneppe).
knapp, adj. 1) knap, liden, trang eller indskrænket. Jf. krapp. 2) kort; især om en Vei. B. Stift. 3) om Mennesker: rask, hurtig; flink til Arbeide. 4) net, vakker; f. Ex. om Klædedragt. Sdm. og fl. 5) karrig, ikke gavmild. knapp i Maten: sparsom paa Mad. Heraf kneppa. — knappaste Vegjen: den korteste Vei.
knappa, v. a. 1. tilknappe. Jf. kneppa.
knappa, v. a. 2. afknappe, forkorte. Hedder ogsaa paa nogle St. kneppa. knappast, v. n. afknappes, blive knap.
knappaste, adv. saa knapt som muligt. Knappaste so mykje ein kann sjꜳ dæ: neppe saa meget at man kan see det. Dæ va knappaste eg va inn komen: just i samme Øieblik som jeg var kommen ind; el. jeg var neppe indkommen.
knappe, adv. raskt, hurtigt. Dæ gjekk so knappe mæ hinne: hun blev snart forløst. (Sdm.). Ellers knapt.
knappføtt, adj. rap paa Foden.
knapphendt, adj. rask til Haandgjerning.
Knappleikje, m. Knaphed; Korthed; Hurtighed. Oftere: Knappheit, f.
knapt, adv. knap, neppe. Ogsaa: knapt, sparsomt. — I det Nordenfjeldske udtales det knaft.
knarka, v. n. knirke, knage. (Sjelden).
Knart, m. 1) Knort, Knude; ogsaa om umoden Fragt. Sdm. (Ellers Kart). 2) en Hestesygdom, som yttrer sig ved Knorter i Huden.
Knarve, m. en Knap af Læder (i Skindklæder). Sdm. Ogsaa en liden tyk Karl.
Knas, n. Stykker af noget som er knust. slꜳ i Knas: knuse. (Meget udbredt). Ellers Kras.
knasa, v. a. (a—a), knuse. Ellers krasa. Ogsaa knittre eller give en Lyd, som naar noget bliver knust.
knaska, v. n. gnaske, tygge med en hørlig Lyd.
Knatt, m. Bjergknold, Top, Pynt. Mest nordenfjelds. I Hall. Natt: ellers Nott; jf. Nut, Nuk, Knabb.
knatta (og natta), v. n. hugge ofte og smaat, pikke. Rbg. I Ag. Stift skal det ogsaa hedde knarta; jf. karta.
Knaus, m. Klippe, Bjergknold. Noget sjelden ligesom Naus og Gnaus. Sv. knös.
knꜳ, v. a. ælte; s. knoda. — Knꜳ, f. en Deigklump; s. Knoda.
knꜳkꜳ, s. knaka.
Kne, m. Knæ. (G. N. kné). Ogsaa Led eller Knude med en liden Bøining, f. Ex. paa Rør og Stilke. Ligesaa om Indholter i en Baad; i Nordre Berg. om de øvre Baand eller Tværbjælker i i Baaden. — Ordet hedder i Sæt. Ne, og i bst. F. Nett’e, ligesom Knett’e (for Kne-et) i Nhl. Sogn og Hall. — Fleertallets Dativ har flere Afvigelser; saaledes: pꜳ Knoom (Guldbr.), pꜳ Knjo’nꜳ (Yttre Sogn), ꜳ Njoo (Sæt.), og Kne’nꜳ (Sdm.), ɔ: paa Knæerne. (G. N. á knjánum). Te Kness (ee): til Knæet.
knea, adj. leddet, bøiet som et Knæ. — storknea: som har store Knæ.
Knebur (aab. u), m. og Knelag, n. den Maade hvorpaa man bevæger Knæerne.
Knefall, n. 1) Knæfald. 2) Bænk til at knæle paa; især ved et Alter. 3) en Omgang af Kommunikanter, saa mange som paa een Gang knæle ved
