klova (aab. o), v. n. spærre Fødderne ud fra hinanden, tage lange Skridt, løbe. Han klova pa ꜳ gjekk.
Klove (aab. o), m. 1) Kløft, spids Vinkel. (G. N. klofi). 2) en Klemme, et Redskab til at knibe med. Jf. Hampeklove. — Nogle St. Klꜳva, Klꜳvꜳ. kloven (aab. o), adj. 1) kløvet (part. af klyva). G. N. klofinn. 2) revnet, sprukken efter Længden. Mere alm. 3) aaben, adskilt, dannet som en Kløft eller Klemme. Han vod so høgt som han va kloven, ɔ: han vadede til Bæltet.
Klo-vind, see under Klo.
klovna, v. n. (a—a), kløves, revne; sprække itu efter Længden. Alm. G. N. klofna).
Klovning, f. Revne, Sprække. (Sjelden).
Klubb, m. 1) en Bjergpynt, et rundagtigt Forbjerg. Nordre Berg. 2) Klumper, Boller (= Klot). Ag. Stift.
Klubba, f. Kølle, rund Klods til at banke med. G. N. klubbe.
Klubbar, s. Klyvbar.
Kluft, f. en Kløft. Nogle Steder: Klyft (Sdm. og fl.). Ogsaa med Betydningen Skræv (= Klov). Sogn, Tell.
kluftast, v. n. forgrenes, dele sig, danne en Kløft; især om Veie. Gbr. og fl.
Kluftetroll, n. Tvestjert, et Insekt hvis Bagdeel ligner en Kløft. Berg. Stift. (I Sdm. Klyftetroll). I Tell. hedder det Tvistyrte.
kluftut (kluftꜳt, klyftette), adj. kløftet, fuld af Kløfter.
Klukke, s. Klokka.
klumme (el. klome), v. a. gjøre stum (see klumsa). Tell.
Klummekonn (Klomekonn), n. de tredeelte Kogler paa Enebærtræet (som efter en gammel Tro brugtes af de Hexekyndige til at gjøre En maalløs).
Klump, m. Klump. Jf. Klepp, Kok.
klumpast, v. n. blive klumpet.
klumput, adj. klumpet, ujævn.
klumsa, v. a. (a—a), gjøre stum, betage En Mælet ved Hexerie. Brugeligt paa mange Steder, dog nu for det meste i Spøg. I Tell. hedder det klome eller klumme, ogsaa klumre.
klumsa, adj. maalløs, stum (af Skræk eller af et Slags Krampe; i Folkesagnene egentlig af Hexerie). Han sat som han va klumsa, ɔ: han kunde ikke faae et Ord frem. Om Hunde som ikke ville gjøe, naar et Udyr er i Nærheden, siges at de ere „klumsa“ eller at Udyret har har klumset dem. B. Stift og fl. Isl. klumsa har en lignende Betydning.
Klumsabite (aab. i), m. Middel til at betage En Mælet; en Bid hvoraf man bliver stum. Nu mest i Spøg om en Gave, som man giver En for at han skal tie og ikke klage. Nordre Berg. Jf. Klummekonn.
Klungr (Klung’er), m. Hybentorn, Vildrose. Hedder paa nogle Steder Klung (Tell. Helg.), i Sogn ogsaa Krungl. (I Rbg. Tonn, Njupetonn). G. N. klungr. Frugten hedder Hjupa.
Klungrebjørk, f. en Art Fjeldbirk, som er lav af Væxt og har korte knudrede Grene.
Klungrebuska, f. og Klungerris, n. Kvist af et Hybentræ.
Klungrenꜳl, f. Hybentræets Torne.
Klungrerosa, f. Vildrose, Hybenblomst. I de sydlige Egne: Klungerblom, m.
Klungrerunn, m. Hybenbusk, Tornebusk. I Sdm. Klungreryde (aab. y), n. og Klungreryst, f.
klunka, v. n. (a—a), klukke; om den Lyd som høres i Halsen, naar man svælger noget i store Slurke. B. Stift. (Sv. klunka). Heraf Klunk, m. f. Ex. Han drakk, so ein haurde Klunkanne.
Klure, m. 1) Krog, Vinkel, tvær eller skarp Krumning; f. Ex. paa en Green. 2) Krog, Træhage i Hanken paa en Bøtte. Bytteklure. Sdm. og fl. 3) en Pind som sættes skraat over Aabningen paa en Dør eller Luge, saaledes at den holder samme tillukket. Nhl.
kluret (klurꜳt), adj. kroget, knudret; om Træer eller Grene; ogsaa om Fingre. Guldbr.
klusa, v. n. (a—a), sammenflikke, sætte noget sammen af smaa Stumper. (Isl. klúsa). Berg. Stift.
Kluse, m. en Flik, Lap.
Klusing, f. og Klus, n. Flikværk, Lapperie. Nordre Bern. og fl.
Klut (uu), m. 1) Klud, et lidet Stykke Tøi. 2) Tørklæde (Halsklut).
Klutenapp, n. Noppe eller Flos af opskaarne Klude. S. Napp.
klutra (aab. u), v. n. arbeide smaat, sysle med smaa og lette Arbeider. Nordre Berg. Jf. krutla. (Ogsaa i danske Dialekter).
kluve (kløve), s. klyva.
Klyft, f. s. Kluft.
klyftig, adj. klog, indsigtsfuld, skarpsindig. Bruges mangesteds.
klykkja, v. n. (a—a), klemte eller ringe sagte med en Klokke. Voss, Tr. Stift og fl. (Isl. klykkja, ringe).
klyngje (klinge), s. klinga.
klypa, v. a. (e—te), knibe, klemme, trykke sammen; især om at knibe eller klemme
