I B. og Tr. Stift: kjaurd (kjaur’e, kjaur). Ligesaa: forkjaurd, utkjaurd og flere.
Kjøyreføre, n. Føre at kjøre paa.
Kjøyregreide (-greia), f. Kjøreredskab.
Kjøyreveg, m. Vei at kjøre paa.
Kjøyring, f. 1) Driven, Jagen; 2) Kjørsel.
Kjøyrsla, f. Kjørsel. Hertil: Kjøyrslegamp, m. Hest at kjøre med. Kjøyrslegut, m. ung Kjører, Dreng som man leier til at kjøre. Kjøyrsleveg, m. Kjørevei.
Kjøyrsa, f. en Hun-Kat. Tr. Stift, Sdm. I Ørk. Kjøse (Kjøs’). Ellers Kjetta og Katta. Af Kause. — I Yttre-Sogn betyder Kjøyse et Slags Hætte.
Kjøyte, f. 1. en Dam, Mølledam; ogsaa en liden Sump eller Myr. Indr. I Ørk. er Kjøte Kanten eller den yderste Bred af en Myr. (Myrkjøta).
Kjøyte, f. 2. en Barhytte. Tell. (Jf. Kot). I Østerd. bruges Koie som Navn paa Finnernes Telte. — Kjøyte er ellers i Inderøen et Navn paa omflakkende Kvindfolk, især Finnekoner. Andre St. Tøta og Tytta.
klabba, v. n. klæbe, hænge ved; om Sneen. Tr. Stift, Nordre Berg. Tell. og flere.
klabben, adj. klæbende, vedhængende.
Klaffe, m. en Klap, Smække.
klafsa, v. n. klodse, bære sig keitet ad. Nhl. hvor man ogsaa siger Klaps, m. og Klapsa, f. om keitede Arbeidere.
Klag, n. Anklage, Klagemaal. Dæ kom Klag pꜳ dæ, ɔ: man klagede derover. Sdm. og fl. Ellers: Klaga, f. og Klagemꜳl, n.
klaga, v. n. og a. (a—a), 1) klage, beklage sig. (I Gbr. og Ørk. klꜳgꜳ). 2) anklage, føre Klage over. Han hadde klaga dei fyre Far’a (anklaget dem for Faderen). klaga av: faae afskaffet ved Klage. Hertil avklaga.
klagande, adj. som er at klage over. D’æ ikje klagande fyre slikt.
Klagar, m. Anklager. Spotviis om En, som fører Klager i Utide.
Klagde, m. en sammenfiltet Haarlok. Ndm. I Ørk. Klagde og Lagde. I B. Stift: Larkje. — Hertil: klagdꜳt, adj. sammenfiltet, klumpet; om Uld og Haar.
klagelaust, adv. uden Klage.
klagesam, adj. tilbøielig til at klage.
Klaging, f. Klagemaal, Besværinger.
klaka, v. n. (a—a), fryse, blive iset.
klaka, adj. 1) om Jorden: frossen paa Overfladen. Meget udbredt Ord. (I Gbr. klꜳkꜳ). 2) om Vand: iset, belagt med en tynd Iisskorpe. Kr. Stift. Ellers: krava, krapa.
Klakje, m. 1) Iisstykke, Iisklump. Søndre Berg. (I Ørk. Klank). Ogsaa en tynd Iisskorpe paa Vand og Sumpe. Rbg. Isl. klaki, Iis. Jf. Krav. — 2) frossen Jord, en tynd frossen Skorpe paa Markerne (Begyndelsen til Tele). Meget udbredt, næsten alm. Ord. Nogle St. Klaka; i Gbr. Klꜳkꜳ. Sv. klake. Jf. Spek.
Klakk, m. en Banke eller ophøiet Grund i Søen; Fiskegrund. Helg. og Tr. Stift. (Isl. klakkr, Klippe). Jf. Skalle.
klakka, v. a. banke. (Sogn). Jf. kakka.
Klamp, el. Klampe, m. en Klods eller Fjel, som slaaes fast for at dække en Rift, f. Ex. paa en Baad. Nordenfjelds. (Isl. klampi).
klandra, v. n. trætte, skjende. (Sjelden).
Klang (og Klꜳng), m. Klang.
Klank, m. Iisstykke. S. Klakje.
Klapp, n. og Klapping, f. Klappen.
klappa, v. a. (a—a), klappe.
klar, s. klꜳr. — klara, s. klꜳra.
Klase, m. Klump, Klynge. (Sjeldent Ord). I Gbr. Klꜳsꜳ.
klasse, v. n. klæbe, hænge ved. Tell. See klesse og kleise.
klassen, adj. klæbrig, vedhængende. Tell.
Klatr (Klatt’er), n. Møie, Arbeide som ikke vil rigtig lykkes. (See følgende). Isl. klatr, uduelige Ting.
klatra, v. n. (a—a), kludre, arbeide seent og daarligt, især af Mangel paa passende Materiale og Værktøi. Meget brugt nordenfjelds, ogsaa i Berg. Stift og videre. Hedder ogsaa kratla og kaltra; jf. larva, balla, kolka.
klatresamt, adj. n. ubeleiligt, seent, forbundet med Møie og Mangler. Tr. Stift.
Klatring, f. Kludren, forgjæves Møie.
Klatt, m. en liden Hob eller Slump.
klauv (kløvede), s. klyva.
Klauv, f. 1) Klov paa en Fod (paa Køer, Gjeder og flere Dyr). Nogle Steder: Klau. G. N. klauf. — 2) en udhuggen Kløft i Enden af en Stok, indrettet til at omfatte Spidsen af en anden Stok i Bygningen. — „Dæ gjeng Klauv um Klauv ꜳ Honn um Honn“, siges om Kreature fra forskjellige Gaarde, naar de gaae tilsammen paa en Græsgang, som ikke er afdeelt ved Gjærder. Berg. Stift.
klauva (klaue), v. a. sammenfælde Stokke ved Kløfter i Enderne.
Klauvblꜳsa, d. s. s. Kalvehjelm.
Klauvdyr, n. Dyr som har Klover.
