ellers: 1) Kjæft, Mund. Altid om Dyrenes Mund; sjeldnere og mest i Spot om Menneskets. 2) en Aabning, Munding. Posekjæft, Hitakjæft. 3) Eggen paa Øxer. Øksakjæft. gjera Kjæft: bruge Munden, skjælde, støie. kvar Kjæften: hver eneste, hvert Menneske. inkje ein Kjæft: ikke en eneste Sjæl. kalda Kjæftꜳ, s. under kald.
kjæfta, v. n. skraale, larme; skjende.
kjæftast, v. n. trætte, mundhugges.
Kjæft-aukje, m. og Kjæftausa, f. en Skjendegjæst; ogsaa en Ordgyder, en Storpraler. Nordre Berg.
kjæfthar, adj. haardmundet; dygtig til at trætte og skjende. Hedder ogsaa: kjæftram (Sdm), og kjæftstrid.
Kjæfting, f. Trætte, Skjenderie.
Kjæftvik (ii), f. Mundvig paa Dyr.
Kjækje, m. Kjæve; s. Kjakje.
kjæla, v. a. (e—te), blæde, afskjære Kaal. „kjæle Næpe“. Sdm. og fl. Jf. kꜳla.
kjæla, v. n. (e—te), kjæle for En; kjærtegne, være øm og smigrende mod En. Jf. kausa, skripa, flikra. Hertil: Kjæleba(r)n, n. Kjæledægge. Kjæledagar, eller Kjælemꜳnar, pl. Hvedebrødsdage.
Kjælar, m. En som er tilbøielig til at kjæle eller kjærtegne. Om Kvinder tildeels: Kjæla, Kjæleklo og fl.
kjælen, adj. 1) kjælende, smigrende; 2) forkjælet, blødagtig, som ikke taaler noget ubehageligt. Mest i de nordlige Egne; jf. kvælen, kløyen. Ogsaa: øm, kilden.
Kjæling, f. Kjælen, Karessering.
Kjæmpe (i en Baad), s. Kjempa.
Kjæng, s. Kjeng. — Kjænga, s. Kjenga.
Kjær, adj. 1) kjær, elsket. 2) tilbøielig, som elsker eller har megen Lyst til en Ting. kjær fyre Drikk: tilbøielig til Drik. kjær ette Skjelingen: begjærlig efter Penge. Ogsaa: øm, omhyggelig. vera kjær fyre ein. (Sjeldnere).
kjæra, v. n. (a—a), bede venlig, sige kjære! — Han kom ꜳ kjæra ꜳ bad.
kjæra, v. a. (e—te), 1) klage, beklage sig. Han kjærte seg fyre da (beklagede sig derover). Sogn, Søndre B. (G. N. kæra). 2) i Talemaaden „kjæra seg um“, ɔ: skjøtte om, agte paa. Han kjært’ ikje se um dæ. Gbr. Sdm. og fl.
Kjærald (Kar), s. Kjerald.
Kjæraste, m. Kjæreste. (Ligt i begge Kjøn).
Kjæring (Kone), s. Kjering.
kjærkomen (aab. o), adj. kjærkommen.
kjærleg, adj. kjærlig. — kjærlege, adv. ømt, kjærligt. — Kjærlegheit, f. bruges meget istedetfor Kjærleikje og Elskug.
Kjærr, s. Kjerr. Kjærre; s. Kjerre.
Kjærteljos, s. Kjerteljos.
kjæsa, v. n. (e—te), oste, tillave Ost. (Helg.). Ellers: ysta og blengje.
Kjæse, m. Løbe, Osteløbe (af Kalvemaver). Meget udbredt Ord. (Isl. kæsir).
Kjæta, f. Lystighed, overgiven Munterhed. B. Stift og videre. Isl. kæti. (Af kꜳt). Jf. kipna.
Kjø (Krumning), s. Tjo.
Kjøa (for Kjøda), f. en liden Fisk, især en ung Ørred. Hard. Shl. og fl. Kaldes ogsaa Aurekjøa, og i Nhl. Orgakjøa. I Yttre-Sogn: Kjø, om Ørred i Almindelighed; i Valders: Kjøo; i Østerd. Kjøe. Sædvanligst med aab. ø. (Isl. káð, el. kóð, Yngel; brandkóð, ung Ørred). See Kot, m. — Et Kjø eller Kje, som betyder Yngel, synes forudsat i det trondhjemske Okjø, Okje, Smꜳkje. — Ørreden hedder ellers: Aure, Kræde, Tita, Agneta.
Kjøk, m. Kjøkken. Nordenfjelds. Ellers Kjøk’en, n. (Sv. kök).
Kjøkmeister, m. Kjøgemester (i et Bryllup). Nogle St. Kjømeistar. (Isl. kæmeistari).
Kjøl, m. 1. (aab. ø), Kjøl i Fartøier. I nordre Berg. Sdm. og fl. hedder det Kyl (Kjyl), med aab. y). G. N. kjölr.
Kjøl, m. 2. (aab. ø), en Fjeldryg, den øverste Deel af et Bjerg. Helg. Ørk. Østerd. Ligesaa: Fjeldkant, den øverste Fjeldrand som sees fra Dalen. Ndm. (Surendalen). Ogsaa: en Flade eller Græsslette paa et Fjeld. Ørk.
Kjøl, m. 3. 1) Kjøling, Afkjølelse. (Sjelden). 2) en kold Gysen, Skræk, Rystelse. (Sdm. Nhl. Jæd.). Eg fekk ein Kjøl dꜳ eg sꜳg dæ. Jf. Kjelda, Kaldtokkje.
kjøla, v. a. og n. (e—te), 1) afkjøle, gjøre kold. Jf. kolna. 2) blæse lidt, om Vinden. 3) gjennemfare, om en Gysen eller Skræk. Dæ kjølte gjenom me dꜳ e sꜳg dæ. Ørk. Nogle Steder kolna.
Kjøla, f. en svag, kjølig Vind.
Kjøld, m. Kulde; Forkjølelse; s. Kyld.
Kjølde (Brønd), s. Kjelda.
Kjøl-drag, n. Kjølfure; det Sted hvor Baadene sættes ud og trækkes op paa Strandbredden.
kjøleleg, adj. fæl, forskrækkelig. Ogsaa adv. f. Ex. Dæ va so kjølele stygt. Berg. Stift.
kjølen, adj. kjølig, noget kold.
