som, om enog kanske bare i löpet av en halv eller hel menneskealder, vilde fölge på. For en pris av nogle ård forvirring vilde de kunne köpe sig en ny bokstaveringens enhet av hundredårs varighet, en enhet, som vilde være uendelig mere fulkommen en den hule og kunstige, de nu har. Men selv den pris finner de for höj. Så stort onde holde de altså selv en forholdsvis kortvarig brist på enhet i bokstaveringen for. Så höjt værdsætter de selv en falsk og uægte enhet.
Hvad nu deb enhet vedkommer mellem Norsk og Dansk på den ene side og Svensk på den annen, som ovenfor er nævnt, enhet i bokstaveringen (tilnærmelsesvis nemlig), da er meningen ikke, at den skulde tilvejebringes ved nogen ændring av selve bokmålet på nogen av siderne. Et er nemlig dette selv, et annet den dragt, det fremtræder i. Denne dragt skjuler ofte ordlegemets virkelige skikkelse, så vi i mange tilfæller ikke har nödig at göre annet en at ta bort den vanskapende klædning, som lydordet har i det ene land, medens det i det eller de andre har en, som er så at sige skåren efter kroppen (ortofon bokstavering), forat den likhet eller enhet, som ordet på tungerne har over hele eller dog den störste del av Norden, også på papiret skal komme til syne.
Vi går nu over til i det enkelte at påvise, hvorledes en större likhet i utseende mellem de nævnte bokmål kunde bringes til veje, og hvar hvert av folkene vilde kunne göre for den uten at gå sit egentlig mål, lydmålet, det talte mål, for nær. Hvad her altså foreslås inrömmet fra den ene eller annen side, er fordetmeste ikke annet, en hvad hvert av folkene kunde have grun til at göre for sin egen skyld, uten noget hensyn til nabolandene eller til almennordisk enhet,
