dem nemlig, som går under navn av den Rask-Petersenske retskrivning, d. e. latisnke bokstaver, små forbokstaver, svensk å, adskillelse av ø fra ö, bortkastelse av selvlydsfordobling og stum e samt av j efter g og k forved blöt selvlyd. Men andre, — og de er heller ikke få — går sin egen vej, idet de forkaster et eller flere av de nævnte punkter, eller finner det idetminste ikke rådeligt, straks at iværksætte dem alle, — medens de igen tildels tar et eller annet med, som hine ikke inlater sig på En (som J. Kok) bruker således latisnke bokstaver, å for aa, göre, kende, skære m. m. for gjöre, o. s. v., men tör ikke slippe de store forbokstaver; en annen (Dorph) „fölger det Rask-Petersenske System,“ men holder dog på de store forbokstaver, på de „danske“ typer, ja enog på de stumme e’er, medens han igen går utenfor „Systemet,“ idet han skriver vi (I, de) læser, hörer, kan, skal, ɔ: forkaster de i talen forældede flertalsformer i utsagnsordene; en tredie (A. Berg) bruker latinske bokstaver, små forbokstaver, å for aa, m. m., men holder enda på de stumme e’er, som han tror egentlig er lydelige; en fjerde o. s. v.......
Dette kaller mange forvirring, töjleslöshet, anarki. Men under denne „forvirring,“ eller rettere sagt frihet, trives dog nok den nye vækst meget vel, og i alle fal bedre en under en ved tvang frembragt orden og enhet.
