hande en skildring av ham: „En vinter i Orienten,“ som likeledes fölger talespråkets formlære med hensyn til utsagnsordenes flertal.
Hvorledes denne tilnærmelse må tænkes at skulle gå for sig? Ja, derom kunde atter være meget at sige, bare rummet tillot det. Mange synes tro, at det först må sökes avgjort en gang for alle, i hvad for punkter hvert av landene kan og vil göre inrömmelser, om f. e. i de oven påpekede 25 eller i flere eller i færre, og at det efter slik avgörelse må for hver enkelt forfatters vedkommende hete: enten alt eller intet! enten være med i alle punkterne eller være utenfor det hele stræv! Men så lar tingen sig neppe tage. Overgangen, her tilnærmelsen, må foregå delvis og gradvis. Så har den nuværende språklige tilstand dannet sig, så må den nyere og bedre, som vi nu arbejder hen til, også danne sig. Det må gå med bokstaveringen, som det har gåt og vil gå, hvad ordforrådet vedkommer. De mange fremmedord, f. e., vi nu har, er ikke kommen in på en gang, men et for et, nogle ved en, nogle ved en annen forfatter. Og på samme måte vil det gå med deres fordrivelse. Alt eller intet! vilde her sige: hver eneste forfatter må finne sig i et av to, enten at forkaste alle fremmedord eller at godkenne dem alle. Men dette vilde kun skille saken ved en hel del tilhængere, som kunde gjort den megen nytte, om de en ikke gik så vidt som de mest yderliggående.
Men vi vender tilbake til bokstaveringen igen, og henter bevis mot hint „alt eller intet!“ fra den nyeste virkelighet, navnlig fra Danmark, hvor det for tiden er lettest at göre iagttagelser. I Danmark finnes nu ikke få, som holder sammen om en del ændringer i den nedarvede bokstavering, i
